28: Den dag i juni vi aldrig glemmer

'...Rigtig god weekend...' Sådan slutter Ulla Tørnæs sin Facebook-opdatering lørdag den 30. juni. Mens Tørnæs solede sig i flotte konklusioner om en weekend, der endnu kun var gået halvt, var vi mange, der indtil flere gange måtte tørre næsen... for vi havde grædt. Ikke af glæde over Tørnæs' ord '...Jeg er stolt over aftalen, som er med til at sikre, at flere kan få en tilknytning arbejdsmarkedet...', men fordi kernen i hendes stolthed gjorde vores liv og fremtid endnu mere usikker.

Dramaet finder, som allerede afsløret, sted lørdag den 30. juni Det Herrens Aar 2012.

Gerningsstedet er en fashionabel adresse på et gadehjørne mellem Boldersgade og Ved Stranden med direkte udsigt over kanalen til Christiansborg og Slotspladsen. Den hurtige vej frem til magtens arne går over Højbro. Der er såmænd kun 2 minutters gang mellen de to bygninger - og udsigten som sagt perfekt.

27: Så alle får en chance for at yde det, de magter

'Nysprog' i dansk politik skaber den forvirring og den ramme, som både den gamle og den nye regering har brug for, når man skal sikre, at 'reformer' (besparelser) på førtidspensions- og fleksjobområdet kan gennemføres 'solidarisk' (i ro og orden). Måske lyder det forvirrende, men faktisk er det ganske enkelt: sprogbruget gør det umulige muligt!

Overskriften 'Så alle får en chance for at yde det, de magter' er et smukt citat af Helle Thorning-Schmidt. Ordene faldt i hendes første store tale som landets statsminister - den såkaldte 'Åbningstale' - tirsdag den 4. oktober 2011. Her talte statsministeren om arbejdskraft i fremtiden. 1)

Statsministeren sagde:
'...Regeringen fremlægger en række af reformer med det fælles formål at sikre mere arbejdskraft.
....Derfor vil vi reformere førtidspension og fleksjob. Så alle får en chance for at yde det, de magter...'

26: Hip Hurra – nu 'vælter' det ind med jobforslag!

At melde sig til Jobnet åbner en helt ny og uanet verden! Det viser sig, når jeg blot finder den positive tankegang frem, så er der muligheder nok for mig i den nye socialdemokratiske samfundsorden. Jeg kan blive både køkkenmedhjælper, handicaphjælper, ungarbejder i bageriet og rengøringsassistent! Alt sammen foreslået af Jobnet!

Som ledig skal man melde sig på Jobnet. Så det måtte jeg jo også hellere gøre. Det var da en sand fryd at opleve, at efter alle data var indtastet på behørig vis, ja, som nærmest væltede det ind med jobforslag. Ganske vist ikke inden for mit arbejdsfelt. Men nu må jeg jo opføre mig positivt og se, om der ikke skulle være noget, som kunne være noget for mig. Vores beskæftigelsesminister har jo manet til tolerance, når det gælder valg af job: når der nu ikke er job inden for faget, ja, så må vi tage, hvad der måtte byde sig.


Køkkenmedhjælper
Det første job, jeg støder på er en café, der søger dygtig køkkenmedhjælper.

Selv om det er ufaglært arbejde forventes det, at jeg har en god grundviden om køkken- og restaurationsbranchen, ligesom arbejdsgiveren forudsætter, at jeg er i stand til at tilberede mad på et rimeligt niveau. Jeg skal desuden kunne være alene ved roret, når Køkkenchefen er fraværende. Der er tale om et deltidsjob. Sidst, men ikke mindst er det et absolut must, at jeg har et hygiejne-certifikat.

25: Der skal initiativer til, fru minister!

Denne gang om, hvor lidt, der er at skrive om og om, hvordan vi får gang i at skabe arbejdspladser for mennesker med handicap. Og da lediggang er roden til alt ondt, er der sandelig mange opgaver til både os selv og til fru beskæftigelsesministeren!

Det er ikke nemt at skrive en blog, når der ikke sker andet end de forudsigelige hændelser såsom endnu flere mails i mailboksen, der fortæller det samme enerverende budskab: 'Tak for din ansøgning. Stillingen er besat til anden side.'

24: Giv os i dag det daglige svar?

Om direktørers forståelse af begrebet 'stærkeste og veluddannede af de handicappede' og kontrasten til det daglige svar på temmelig ilde hørte bønner om et arbejde...

En lettere omskrivning af en ofte fremsat bøn kunne efterhånden være på sin plads. Ikke som et ønske, og ikke fordi jeg tror på, at det vil virke, men mere som en konstatering af tingenes tilstand.

Og det daglige svar er ikke opløftende: en kort, nøgtern mail med tak for interessen, men at man i den nuværende situation ikke har planer om eller mulighed for at udvide medarbejderstaben. Det gælder for de efterhånden mange uopfordrede ansøgninger jeg har sendt til virksomheder og organisationer, jeg, naturligvis med min begrænsede fantasi og slatne holdning til, hvad jeg skal beskæftige mig med, kunne forestille mig have brug for de kompetencer, som jeg besidder.

23: Liberalismens messedrenge

Med jævne mellemrum støder jeg ind i disse mennesker, der tror, de er sat i verden for at guide alle os andre dødelige. Såre humanistisk, men naturligvis ikke uden bagtanke - det er ved at udvikle sig til en industri.

Jeg har tidligere på denne blog flere gange skrevet om, hvordan vi selv bærer et ansvar for, hvordan vi 'sælger os selv' (19: Uh ha da da - her er vist plads til forbedring!). Dermed skulle min anerkendelse af, at vi selv bærer et ansvar være sat på plads.

Jeg har også skrevet om, hvordan der er mennesker, der - sikkert ganske velmenende - lever af peptalks over for arbejdssøgende fleksjobbere, men blot ender med at sparke endnu længere ned (12: På inspirationens kurs).

22: Slaphed og incitament

Diskussionen om, at man skal flytte hen, hvor arbejdet er, er endnu engang blusset op. Den får også betydning for os, der gerne skal have et fleksjob.

Jeg føler mig normalt ikke svag. Jeg føler mig heller ikke slap. Okay, indrømmet: jeg har ikke så mange muskler som Joachim B. Olsen. Det tror jeg nok, at jeg er nødt til at stå ved... men det har vel ikke så meget med den konkrete situation at gøre, for det er ikke musklerne, Joachim B. Olsen bruger mest i sit nye udfald mod mennesker, der er arbejdsløse og den stat, der holder hånden under dem.

21: Hullet tur/retur

Om at havne i et hul, kæmpe sig op og lære at bruge de våben, der nu engang er til rådighed! Ikke én gang, men gang på gang.

Når jeg læser i medierne og diverse diskussionsfora om fleksjobreformen, er der nogle uhyggelige træk, der går igen gang på gang: frygten for fremtiden og fortvivlelsen over, at forsørgelsesgrundlaget nu formodentlig bliver revet væk under os fleksjobbere. Jeg kan ikke selv sige mig fri for frygten. Det er absolut noget jeg kan genkende: at falde ned i et stort dybt hul og bare ikke kunne komme op igen. Ligge der og bare vente på, hvad 'de' kan finde på at gøre med mig. I disse situationer intet med 'os' - kun 'mig' - for lige præcis nede i hullet kommer der også en afsindig ensomhedsfølelse, Den gør det bestemt ikke nemmere at håndtere hele situationen.

20: Regeringen lader ikke kun fleksjobberne i stikken

Reformen er ikke alene en trussel mod fleksjobberne. Den vidner også om store mangler i den indsats regeringen burde sætte i værk... hvis den ikke havde valgt traditionel borgerlig krisepolitik.

Nogle gange rammes vi af politiske initiativer. Fleksjobbere går heller ikke fri i denne sammenhæng. Vi er nødt til at forholde os til den politik, der bliver ført, for hvad enten vi vil eller ej: vi bliver hele tiden hvirvlet ind i det.

Jeg var den 28. marts på tilhørerrækkerne ved det åbne samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor Enhedslisten havde en række gode spørgsmål til beskæftigelsesministeren om fleksjobreformen. Med et solidt borgerligt flertal bag sig behøves beskæftigelsesministeren jo ikke tage kritiske spørgsmål særligt alvorligt - og det gjorde hun da heller ikke på dette samråd. Det er sagt, at hun var velforberedt. Det er rigtigt, hvis man med velforberedt mener, at hun sagde, hvad hun har sagt siden reformen blev præsenteret.

19: Uh ha da da - her er vist plads til forbedring!

Denne gang lidt mere indadvendt og om chokket over at se sig selv på en måde, der ikke blot kan skræmme mig selv men også enhver potentiel arbejdsgiver.

Efter nu nogle gange at have smidt om mig med en masse grimme ord om alt og alle, der kommer på tværs af alle os fleksjobbere, vil jeg lige vende tilbage til min egen lille verden. For hvordan vi end vender og drejer det, så er vores helt egen fremtoning også en vigtig del af det at få et job. Her fik jeg forleden intet mindre end et chok. Det, jeg skriver om nu, er ikke særligt behageligt for mig, men jeg overlever vel nok endnu en erkendelse mere oven i mange andre.

Billedet af denne sure og meget tillukkede herres som ses øverst her på siden, er taget umiddelbart forud for det åbne samråd om fleksjobreformen onsdag den 28. marts på Christiansborg. Det er taget af min hjælper. Jeg bad hende om at tage nogle billeder med min telefon, når nu udflugten var gået til staden. Det er jo altid noget ganske særligt for os provinsboere...

18: Netto-modellen

Om fleksjobbere og beskæftigelsesministerens Netto-model. Er det her fremtiden ligger... både for ministeren og mig.

For lidt under et par måneder siden var beskæftigelsesministeren i pressen med sin udtalelse om, at arbejdsløse akademikere må være lidt mindre kritiske, når de søger job. "I en økonomisk krise er vi alle sammen tvunget til at tænke bredere, end vi hidtil har været villige til. Det er bedre at være i arbejde end ikke at være i arbejde - og det gælder også, når man er akademiker," sagde hun og fortsatte debatten med at sige, at hun selv ville være klar til at sætte sig bag kasseapparatet i Netto, hvis hun blev arbejdsløs og ikke kunne finde et andet job.

Det samme gælder jo os fleksjobbere. Det skinner ihvertfald igennem i alle ministerens udtalelser om området, at hun mener, at vi bør være ganske tilfredse med et job, hvor vi tjener 22.000. Vi kan vi ikke tillade os at klage. Det hører ikke med i hendes historiefortælling, hvilken uddannelse vi har og hvad lønniveauet for andre i samme jobbeskrivelser, alder og livssituation tjener - blot uden handicap. Det synes irrelevant i ministerens objektiv.

17: Viden er magt - men hvem 'giver' vi magten til?

Analytikere? konsulenter? fagkompetencer? tørre tal? professionalisme? Vi er omgivet af mennesker, der 'handler med os' som en anden konsumvare. Sikkert i den gode sags tjeneste og af bedste hjerte. Men hånden på samme hjerte: hvor mange af dem skal selv leve med konsekvenserne af deres egen rådgivning på handicap- og jobområdet?

Indrømmet: Jeg er lidt på dybt vand med dette indlæg, for jeg kender masser af mennesker, der har det gode hjerte, den sociale indsigt og er i stand til at kæmpe bravt for en gruppe af mennesker på en særdeles vellykket måde - uden selv at tilhøre gruppen.

Man kan sagtens have en stor viden og kompetence omkring muskelsvind uden selv at have muskelsvind. Lad det være sagt med det samme.

16: Tilbage til parkeringspladsen

Nogle tanker om beskæftigelsesministerens parkeringsplads - bliver den større eller mindre? Og hvis ærinde går hun så med sin 'humanistiske' politik?

Jeg er 57 år. Jeg har haft muskelsvind hele mit liv. Jeg fik pension som 16-årig alene med baggrund i min diagnose. Fik en studentereksamen og måtte så selv klare resten af mit uddannelsesforløb. Jeg fik en bachelor i kommunikation på RUC. Jeg arbejdede ved siden af min pension med de rimelige reduceringer det betød. Jeg har aldrig ønsket at være på førtidspension og i 2002 efter mere end 30 år på førtidspension blev jeg visiteret til et fleksjob - og fik det i egen kommunikationsvirksomhed, som jeg havde drevet i adskillige år. Det fortsatte til 2008, hvor jeg fik et fleksjob i en statslig styrelse som journalist indtil jeg 1. februar i år sammen med en masse andre røg ud på grund af voldsomme nedskæringer i bevillingerne. Jeg har aldrig fået nogen tårnhøj hyre, men haft det godt med at arbejde og tjene mine egne penge. Det vil beskæftigelsesministeren nu smadre...

15: Der skal indpakning til!

Vil du frem i verden, så må du pakke din ansøgning ind i noget, der bliver lagt mærke til, synes det moderne samfunds reklameorienterede devise at være. En reflektion om artikler og alterlys som den indpakning, der sælger varen...

Kreativiteten skal spændes op til lir, hvis jeg vil vinde i konkurrencen om et job. En ganske almindelig ansøgning på et hvidt stykke papir med adressen skrevet på den jeg søger hos, en afsenderdato, en klar 'vedrørende job' og så en tekst om, hvorfor jeg søger jobbet - den er jo helt gal! Det bør du da kunne indse. Den drukner blandt alle de andre stykker hvide papirer, hvor der også er skrevet, hvem den er stilet til, en afsenderdato og så en flad tekst om noget så kedsommeligt som hvorfor man søger jobbet. Det er der jo slet ikke nogen, der gider læse om! De dør jo af kedsommelighed inden de kommer gennem adressaten!

14: Tak for din ansøgning. Vi har fået mange...

'...Tak for din ansøgning. Vi har fået mange ansøgninger, og vi har valgt vores nye medarbejder...' Svarene er begyndt at komme ind på mailen. Og ingen er naturligvis negative i deres måde at tackle afslag på - men de fører heller ikke til et helt konkret job. Og det er jo, hvad jeg søger.

Det er nogen tid siden, jeg sidst har været inde og skrive på denne blog. Dels har der ikke været meget konstruktivt at skrive om. Det er der desværre stadig ikke, men OK: nu har je nok brug for at få lidt luft for frustrationerne.

Jeg har søgt på en del ordinære jobs, som efter min bedste mening passer på min profil og på mine kompetencer og pligtskyldigt fortalt om, hvad der skal til for at jeg kan bestride netop det job. Ingen interesse - heller ikke for at vide mere. Hver gang har svaret været det samme: 'Tak for din ansøgning. Vi har valgt en anden...'

13: En del af fællesskabet eller udstødelse

Hvem er det lige, der har mest grund til at lette en halv meter eller mere i luften over politikernes beregninger på økonomien i den nye fleksjobreform?

Der er to ting, der betyder meget, når jeg mister mit fleksjob. Den ene er spekulation over fremtidsmulighederne: Hvad er de økonomiske konsekvenser? Er der overhovedet et arbejde at få? Fleksjob hænger jo ikke, som jeg måtte konstatere for et par gange siden, på træerne.

Den anden ting hænger sammen med ovennævnte, men kan også ses lidt for sig selv: at føle sig udenfor og ikke at få lov til at være med.

Ganske enkelt kan det sammenfattes som noget at leve AF, og noget at leve FOR.

Derfor rammer de politiske initiativer, der for øjeblikket er på den politiske dagsorden, også særdeles hårdt. Det kan ikke undgås at utrygheden sætter sine tydelige spor. Og den kommer til at fylde temmelig meget. Så tilgiv, at jeg endnu engang beskæftiger mig med emnet.

'...- De der sidder hjemme ved kaffebordet må jo lette en halv meter, når det kan lade sig gøre at få over 500.000 for 20 timers arbejde. Det har vi ikke råd til længere...'

12: På inspirationens kurs

Hep pep, hvor kan inspiration være inspirerende! Eller: hvordan den sociale indignation får endnu et puf...

Jeg var på en såkaldt inspirationsdag mandag. Jeg har omtalt projektet i et tidligere indlæg. Dagen var et led i den kampagne, der hedder "Søg job - evner i fokus" og kører for at sætte evner hos mennesker med handicap i fokus. Kampagnen er delt i tre dele, der henvender sig til hver sin målgruppe. Den gennemføres i samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet, Danske Handicaporganisationer samt virksomhedsnetværkene VFSA og Vinsa.

Den ene målgruppe er arbejdsgiverne, og jeg ved ikke om der er andet end den form for peptalk og samtaleterapi i det, som beskæftigelsesministeren tilsyneladende også lægger op til, når hun prøver at sælge sin nye fleksjobreform.

11: …jobbene hænger ikke på træerne

Lidt tanker om, at ‘jobbene ikke hænger på træerne’ selv om somme politikere synes at være blandt de sidste troende på dette felt.

Nu kunne nogen ganske fejlagtigt få det indtryk, at jeg ikke bestiller andet end sidde her ved min computer og skrive blog-indlæg, hvor jeg giver ondt af mig over min helt urimelige situation. Jeg bestiller faktisk andet. Det bliver til lidt skriveri ind imellem, men en stor del af dagen går i øjeblikket med at finde et job. Det er ikke så enkelt, som nogle trofaste, der følger med, vil have erfaret. Det kræver – i mit tilfælde – at jeg peger nogle potentielle virksomheder, organisationer m.v. ud, som jeg vil søge et job hos.

10: Noget vælter ned udefra…

Spekulationerne stiger, når der pludselig kommer et reformforslag, der helt vælter forudsætningerne for os i fleksjob. Ordningen skal vendes rundt, så den giver ‘bedre’ mulighed for unge under 40. Der bliver dog solgt ud i selve grundideen med fleksjob.

I forgårs blev jeg gal. Rigtigt godt gal i skralden. Så blev jeg ked af det. Endelig blev jeg bange. Bange for fremtiden. Hele følelsesregistret var i brug. Det endte med nogle sure og gammel-gnaven-mand kommentarer på Facebook – og så ville jeg ellers vente lidt for at være lidt mere ‘afklaret’ og faldet lidt ned.

Anledningen var naturligvis regeringens nye, såkaldte reform på førtidspensioner og fleksjob. Jeg følte virkelig, at man ‘urinerede’ på os fleksjobbere. At der er nogle punkter, hvor politikerne mangler en reel indsigt i, hvad fleksjob går ud på. Altsammen bliver det sovset ind i, at der kommer en reorganisering af, hvordan hele sagsbehandlingen skal håndteres. Den har vi manglet længe. Den har været planlagt længe, men er aldrig nået så langt, at det er blevet til realiteter. Men reelt har dette jo ikke (nødvendigvis) så meget med en reform at gøre. Det ville være ‘klædeligt’ at holde uden for selve diskussionen om, hvilke initiativer, der er brug for at tage for at sikre, at mennesker med handicap får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg synes intentionerne om at sikre endnu flere en tilknytning til arbejdsmarkedet er gode. Jeg har til denne del kun ét spørgsmål: hvor er jobbene? Forudsætningen for, at det fungerer, er, at jobbene er der. Det er de ikke!

9: ...at løfte store opgaver

Man kan få mange nye indspark ved et besøg på det lokale Job-Center. Jeg blev forleden blandt andet belært om, at ‘Du kan godt have fysisk handicap og samtidig løfte store opgaver’…

Forleden havde jeg lovet en af mine venner at gå med, da vedkommende skulle til en samtale på vores lokale jobcenter om at komme videre efter et sygeforløb.

Allerede ved indgangen blev vi mødt af store roll-ups, der i hver deres farvestrålende stil og sprog fortalte om de mange muligheder, der venter på os mennesker, hvis vi blot forstår at gribe vores chancer og muligheder på det marked, som vi her helt entydigt bevægede os ind på.

Både roll-ups og plakater står placerede ikke blot ved indgangen, men over hele området og gør det til en slags labyrint, vi skal igennem, for at nå frem til de meget søde og imødekommende mennesker, der skal prøve at guide os frem mod en lysere fremtid.

8: Et 'filosofisk' break (1)

I dagens udgave af Job-Blog har jeg et lille break og prøver at løfte blikket lidt for at se på, hvad vi har opnået i den tid, jeg har beskæftiget mig med handicappolitik. Konklusionen må vel være: dagen er stadig en kamp.

I går sluttede jeg med at konstatere, at jeg kan overinformere om min funktionsnedsættelse og dermed fjerne fokus fra det væsentlige: mine faglige og personlige kvalifikationer. Jeg tror, at det både gælder den rent faglige side af sagen, men det gælder også en lang række andre forhold.

Jeg har været med i handicappolitik i snart 40 år. I perioder meget tæt på selve handicappolitikken – og i perioder gennem mit mere generelle politiske arbejde. Det giver mig anledning til et lille ‘break’ her med hensyn til min egen jobsøgning og i stedet løfte blikket for at se på, hvad vi har opnået på den tid. Det giver mig også anledning til at vende tilbage til en problemstilling, som jeg slap i et tidligere indlæg, hvor jeg nævnte, at en ’sagsbehandler’ havde sagt til mig, hvorfor jeg ikke blot fik min pension.

7: Hvor meget og hvor lidt?

Jeg kan både over- og underinformere om min funktionsnedsættelse, når jeg ansøger om et job. Begge dele kan både være godt og skidt – og forkert balance falder kun tilbage på mig selv…

Forestil dig, at du er ude og søge et job. Du er meget interesseret i at få jobbet, så du har forberedt dig godt på at fortælle om alle de kvalifikationer, du har, og som vil passe lige ind i det, virksomheden efterspørger. Du giver dig god tid, da du ankommer til den store bygning og betragter den lidt, inden du bevæger dig op ad den stilfulde hovedtrappe. Indenfor finder du receptionen, hvor du af den smilende receptionist får at vide, at HR-afdelingen, hvor du skal til samtale, ligger lige op ad trappen og ind til venstre. På vej op ad trappen møder du adskillige mennesker, der ivrigt snakkende sammen passerer dig. Du kan høre, at de engageret taler om projekter, som de arbejder med. Du når også at tænke, at her vil du gerne arbejde… Du når frem til rummet, hvor samtalen skal finde sted. Du får hilst på de meget imødekommende mennesker, der udgør ansættelsesudvalget. Du får også taget den kasket af, som har dækket dit ildrøde hår. I det øjeblik bliver der lige pludseligt meget stille i rummet og du kan med ét mærke, at du helt mister kontakten. Det bliver HR-chefen, der kommer med forklaringen: indehaveren kan ikke klare rødhårede, og en ansættelse kan derfor ikke komme på tale. Du får slet ikke brug for at fortælle om dine kvalifikationer, og du må gå igen med uforrettet sag.

6: Uden netværk dur du ikke!

Et langt overvejende flertal af jobs inden for mit arbejdsfelt, journalistikken, besættes uden opslag. Derfor har jeg også en lang række gøremål i at gøre samme netværk opmærksom på, at jeg er på markedet.

Inden for de såkaldte kreative jobcirkler, jeg vel må siges at bevæge mig, handler det om at kende nogen, der måske kender nogen, der måske kan bruge én med mine faglige og personlige kvalifikationer. Umiddelbart bryder jeg mig ikke om at kalde journalistik for et kreativt arbejde, for kreativiteten består mest i at se fortællingen og formidle den, så budskabet står klart. Det kalder naturligvis på en vis portion kreativitet, men de fleste, der har beskæftiget sig med faget, ved, at processen består af langt mere: at få ordene til at makke ret, så de udgør en loyal fortælling. Men lad det nu ligge. Blot en påpegning af, at journalistik i høj grad også er et håndværk.

5: Profil og reflektion

At kunne bidrage og kunne være med til at sætte nogle vigtige vinkler på en arbejdsfunktion er for mig noget af det vigtigste med et arbejde. Derfor ligger der en række vigtige reflektioner over, hvem og hvad, der kan være målgruppen for min jobsøgning.

At kunne levere vigtige bidrag i et job (og det må vel være en vægtig grund til at arbejde) kræver kompetencer, der for mig at se hentes fra det faglige felt og fra det personlige felt. Som mennesker ’slæber’ vi rundt på bagager, hvor disse to elementer spiller en væsentlig rolle. De kan hver især både være vigtige redskaber for forståelse og udvikling – men så sandelig også det modsatte.

En ‘hurtig’ og nok lidt mekanisk opfattelse vil kunne indplacere mig i en organisation, forening eller myndighed, der beskæftiger sig med handicap og nedbrydning af barrierer. Der er sådan set ikke noget galt med denne opfattelse, for det er jo rigtigt spottet, at det vil give en optimal udnyttelse af såvel personlige som faglige kompetencer. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed at mine egne tanker går i den retning. Det betyder også, at der er god grund til at udfordre denne tænkning. Dels giver det et ganske begrænset jobfelt. Dels er de steder, der i øjeblikket kunne efterspørge disse kompetencer, i dag underlagt så stramme betingelser at arbejde under, at de er tvunget til at være skarpe på at målrette deres indsats. Det i sig selv er grund nok til at se lidt bredere ud.

4: Lidt praktisk og lidt formalia

De formelle krav skal være opfyldt – og så er der en masse, der skal tages stilling til inden det hele når sin slutning og en ny begyndelse.

Uanset hvad, er der en masse pratiske formalia, der skal være i orden. Der er mulighed for, at de, hvor fyringen bliver en realitet, kan blive fritstillet.

Jeg hører til dem, der ikke har lyst til at skulle fortsætte på en arbejdsplads, hvor jeg ved, at jeg snart skal slutte. Derfor ved jeg også, at jeg tager mod tilbuddet om at blive fritstillet til fyringen eventuelt træder i kraft. Jeg aftaler med min chef, at jeg gør den opgave færdig, jeg er i gang med, i høringsperioden. Så er jeg klar til afskeden med mange gode kolleger, hvis fyringsperioden træder i kraft 1. februar. Fra den dag begynder det at tælle ned: der er 4 måneder, helst kun tre, til at finde et nyt job.

3: Videre... men hvordan?

Jeg kan ikke blive ved med at have ondt af mig selv blot fordi jeg er blevet fyret. Det er der sgu så mange, der bliver hver eneste dag. Det er jo blot en del af den virkelighed, det knytter sig til den produktionsform og den måde som ‘vi’ har valgt at organisere samfundet på.

Efter at have sundet mig nogle dage, hvor alskens tanker, sortsyn, woodooting med nedkaldelse af forbandelser over diverse beslutningstagere og hvad der nu ellers hører med, er det tid til at vågne. Tid til at tage nogle beslutninger.

Jeg ved, at én ting er helt sikkert: jeg vil ikke gøre indsigelse over den påtænkte fyring, selv om mit forbund syntes, vi skulle overveje det. Det syntes jeg ikke. Slet ikke med en begrundelse om, at det ikke er fair, fordi jeg er i fleksjob. Vi har som mennesker med handicap et ønske om at være en del af arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre. Så må vi være det både på godt og på ondt. Ganske indlysende og fair. Naturligvis skal vi i fleksjob være underlagt de samme betingelser som alle andre. Det er jo en af målsætningerne med lovgivningen, som er en kompensationslovgivning. Vi skal have en selvjustits, der siger, at vi ikke er fredede eller skal tiltage os eller påkalde os særrettigheder. det er den eneste måde ’systemet’ kan fungere på.

2: De første dage efter

Det er ikke nogen behagelig situation for nogen at skulle igennem den samtale, der fortæller, at der ikke længere er brug for ens evner på arbejdspladsen. Det være sig inden for mit eget fag, inden for andre faglærte områder eller som ufaglært. Jeg må erkende, at jeg sikkert tilhører den meget priviligerede gruppe, der har alle tænkelige ressourcer til rådighed for at ændre på situationen.

At komme ud fra samtalen med min tillidsmand ved min side var en stor lettelse. De nødvendige papirer var underskrevet og processen sat i gang. Der er nu 14 dage til at gøre indsigelse. Vi taler lidt om det ude på gangen og min tillidsmand siger, at ifølge hans beregninger var der en fejl i varslingsbrevet: min anciennitet betød, at jeg havde 4 måneders varsel og ikke de 3 angivet i brevet. Det blev senere bekræftet af ledelsen. Det gav da en måned ekstra til at finde et nyt job.

1: Intro: ...den dag i januar 2012

Der er blæst til endnu en omfattende fyringsrunde på min arbejdsplads. Og for mit vedkommende blev det så den sidste. Bitter? Nej, men det efterlader både et tomrum – og et slidsomt arbejde foran mig, som jeg vil prøve at sætte ord på her.

Det er onsdag morgen. Den 11. januar 2012. Klokken er nogle minutter i 9. De fleste er mødt op i god tid som vi er pålagt… for det er dagen.

Der er købt morgenbrød ind, som er sat frem i det eneste kontor, der bare nogenlunde kan rumme alle de mennesker, som vi er i enheden. Alle lhar enten mobiltelefonen i den ene hånd eller lige på bordet lige foran sig mellem tallerkner, servietter, brødkrummer og kaffekopper. De af os, der skal ud af vagten vil nemlig modtage et telefonopkald, der skal sikre, at de udvalgte begiver sig til de mødelokaler øverst oppe på gangen, hvor enhedscheferne hver især har bænket sig i de respektive lokaler. Dørene har hver især en lille gul lap på, så det ikke er til at tage fejl af, hvor man skal ind. Det spottede jeg allerede på vej ned ad gangen. Det er jo rart at vide, hvis nu…