Med jævne mellemrum støder jeg ind i disse mennesker, der tror, de er sat i verden for at guide alle os andre dødelige. Såre humanistisk, men naturligvis ikke uden bagtanke - det er ved at udvikle sig til en industri.
Jeg har tidligere på denne blog flere gange skrevet om, hvordan vi selv bærer et ansvar for, hvordan vi 'sælger os selv' (19: Uh ha da da - her er vist plads til forbedring!). Dermed skulle min anerkendelse af, at vi selv bærer et ansvar være sat på plads.
Jeg har også skrevet om, hvordan der er mennesker, der - sikkert ganske velmenende - lever af peptalks over for arbejdssøgende fleksjobbere, men blot ender med at sparke endnu længere ned (12: På inspirationens kurs).
Diskussionen om, at man skal flytte hen, hvor arbejdet er, er endnu engang blusset op. Den får også betydning for os, der gerne skal have et fleksjob.
Jeg føler mig normalt ikke svag. Jeg føler mig heller ikke slap. Okay, indrømmet: jeg har ikke så mange muskler som Joachim B. Olsen. Det tror jeg nok, at jeg er nødt til at stå ved... men det har vel ikke så meget med den konkrete situation at gøre, for det er ikke musklerne, Joachim B. Olsen bruger mest i sit nye udfald mod mennesker, der er arbejdsløse og den stat, der holder hånden under dem.
Om at havne i et hul, kæmpe sig op og lære at bruge de våben, der nu engang er til rådighed! Ikke én gang, men gang på gang.
Når jeg læser i medierne og diverse diskussionsfora om fleksjobreformen, er der nogle uhyggelige træk, der går igen gang på gang: frygten for fremtiden og fortvivlelsen over, at forsørgelsesgrundlaget nu formodentlig bliver revet væk under os fleksjobbere. Jeg kan ikke selv sige mig fri for frygten. Det er absolut noget jeg kan genkende: at falde ned i et stort dybt hul og bare ikke kunne komme op igen. Ligge der og bare vente på, hvad 'de' kan finde på at gøre med mig. I disse situationer intet med 'os' - kun 'mig' - for lige præcis nede i hullet kommer der også en afsindig ensomhedsfølelse, Den gør det bestemt ikke nemmere at håndtere hele situationen.
Reformen er ikke alene en trussel mod fleksjobberne. Den vidner også om store mangler i den indsats regeringen burde sætte i værk... hvis den ikke havde valgt traditionel borgerlig krisepolitik.
Nogle gange rammes vi af politiske initiativer. Fleksjobbere går heller ikke fri i denne sammenhæng. Vi er nødt til at forholde os til den politik, der bliver ført, for hvad enten vi vil eller ej: vi bliver hele tiden hvirvlet ind i det.
Jeg var den 28. marts på tilhørerrækkerne ved det åbne samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor Enhedslisten havde en række gode spørgsmål til beskæftigelsesministeren om fleksjobreformen. Med et solidt borgerligt flertal bag sig behøves beskæftigelsesministeren jo ikke tage kritiske spørgsmål særligt alvorligt - og det gjorde hun da heller ikke på dette samråd. Det er sagt, at hun var velforberedt. Det er rigtigt, hvis man med velforberedt mener, at hun sagde, hvad hun har sagt siden reformen blev præsenteret.
Denne gang lidt mere indadvendt og om chokket over at se sig selv på en måde, der ikke blot kan skræmme mig selv men også enhver potentiel arbejdsgiver.
Efter nu nogle gange at have smidt om mig med en masse grimme ord om alt og alle, der kommer på tværs af alle os fleksjobbere, vil jeg lige vende tilbage til min egen lille verden. For hvordan vi end vender og drejer det, så er vores helt egen fremtoning også en vigtig del af det at få et job. Her fik jeg forleden intet mindre end et chok. Det, jeg skriver om nu, er ikke særligt behageligt for mig, men jeg overlever vel nok endnu en erkendelse mere oven i mange andre.
Billedet af denne sure og meget tillukkede herres som ses øverst her på siden, er taget umiddelbart forud for det åbne samråd om fleksjobreformen onsdag den 28. marts på Christiansborg. Det er taget af min hjælper. Jeg bad hende om at tage nogle billeder med min telefon, når nu udflugten var gået til staden. Det er jo altid noget ganske særligt for os provinsboere...
Om fleksjobbere og beskæftigelsesministerens Netto-model. Er det her fremtiden ligger... både for ministeren og mig.
For lidt under et par måneder siden var beskæftigelsesministeren i pressen med sin udtalelse om, at arbejdsløse akademikere må være lidt mindre kritiske, når de søger job. "I en økonomisk krise er vi alle sammen tvunget til at tænke bredere, end vi hidtil har været villige til. Det er bedre at være i arbejde end ikke at være i arbejde - og det gælder også, når man er akademiker," sagde hun og fortsatte debatten med at sige, at hun selv ville være klar til at sætte sig bag kasseapparatet i Netto, hvis hun blev arbejdsløs og ikke kunne finde et andet job.
Det samme gælder jo os fleksjobbere. Det skinner ihvertfald igennem i alle ministerens udtalelser om området, at hun mener, at vi bør være ganske tilfredse med et job, hvor vi tjener 22.000. Vi kan vi ikke tillade os at klage. Det hører ikke med i hendes historiefortælling, hvilken uddannelse vi har og hvad lønniveauet for andre i samme jobbeskrivelser, alder og livssituation tjener - blot uden handicap. Det synes irrelevant i ministerens objektiv.
