Om mig


Jeg er årgang 1955 - altså ingen årsunge. Jeg er født med muskelsvind type SMA II. Jeg blev diagnosticeret ca. 3 år gammel. Kørestolsbruger da jeg var ca. 10 år. Fik tilkendt højeste førtidspension i 1971 - alene på min diagnose. Fik min første el-kørestol, da jeg begyndte på gymnasiet i 1972. Blev student 1975 fra Køge Gymnasium.
Var efter gymnasiet et år i praktik og som vikar på Sdr. Parkskolen i min hjemby Ringsted. Den rummede bl.a. også dengang et center for hørehæmmede, hvor jeg fik en del timer.
Starde 1976 på RUC sambas og læste derefter over en længere årrække samfundsfag og kommunikation. Det resulterede i en bachelor i kommunikation.
Allerede fra ‘76 var jeg både handicappolitisk aktiv i det, der dengang bar navnet Landsforeningen af Vanføres Ungdomskreds. LaV hedder i dag Dansk Handicap Forbund (DHF). Det handicappolitiske arbejde blev efterhånden afløst af et mere alment politisk arbejde. Først i Venstresocialisterne 1977. Fra 1984 til 1991 i Danmarks Kommunistiske Parti og fra 1991 til 2010 i Socialistisk Folkeparti. Jeg meldte mig 2010 ud af SF pga. landspolitiske uoverensstemmelser bl.a. omkring den handicappolitiske hetz, som jeg ikke mener SF har formået klart og tydeligt at tage afstand fra.
Siden 2002 har jeg siddet i Ringsted byråd. Først for SF og siden januar 2011 for Enhedslisten, som jeg er medlem af nu. Udgangspunktet for mit politiske arbejde har hele tiden været, at handicappolitik kun skabes ved, at vi er en del af samfundet og samfundsdebatten og dermed skaber forståelse for, hvorfor vi som mennesker med handicap skal kompenseres for at kunne varetage denne rolle.
I 2002 kom jeg ud af min førtidspension og i flexjob som journalist i egen virksomhed. Den havde jeg opbygget siden midten af 80’erne. Dette opgav jeg i 2008, hvor jeg fik et flexjob også som journalist i Servicestyrelsen, hvor jeg bl.a. arbejdede med styrelsens blad Social Fokus. Dette arbejdsforhold stoppede januar 2012 pga. omstruktureringer i Styrelsen.
Jeg har gennem mit liv haft en del problemer med at tale om mit eget handicap, mens det, når det handlede om handicap generelt, kom som skidt fra en spædekalv. Det ændrede jeg på i 2006, hvor jeg gik ind i Muskelsvindfonden. Jeg har siden 2008 siddet i bestyrelsen. Jeg sidder også som formand for Ringsted Handicapråd.
I 2010 fik jeg alvorlige problemer med iltningen af mit blod. Det resulterede i en trakeostomi, så jeg er i respirator om natten. Med det fulgte hjælpere døgnet rundt, hvilket jeg ikke har haft før. Jeg er således en af de dyre drenge, som ikke mindst en del smålige kommunalpolitikere har ondt i røven af - særligt efter de har fået indsigt og økonomisk medansvar. Mit svar til dem er: jeg er lige så værdifuld for samfundet som jer. Jeg har samme ret og pligt til at være her!
Rent privat er jeg gift og har været det siden 1989. Min kone har 2 børn fra et tidligere ægteskab. De er født i hhv. 1979 og 1984.
Du kan læse meget mere om mig på min hjemmeside http://www.jan-jakobsen.dk