17: Viden er magt - men hvem 'giver' vi magten til?

Analytikere? konsulenter? fagkompetencer? tørre tal? professionalisme? Vi er omgivet af mennesker, der 'handler med os' som en anden konsumvare. Sikkert i den gode sags tjeneste og af bedste hjerte. Men hånden på samme hjerte: hvor mange af dem skal selv leve med konsekvenserne af deres egen rådgivning på handicap- og jobområdet?

Indrømmet: Jeg er lidt på dybt vand med dette indlæg, for jeg kender masser af mennesker, der har det gode hjerte, den sociale indsigt og er i stand til at kæmpe bravt for en gruppe af mennesker på en særdeles vellykket måde - uden selv at tilhøre gruppen.

Man kan sagtens have en stor viden og kompetence omkring muskelsvind uden selv at have muskelsvind. Lad det være sagt med det samme.

16: Tilbage til parkeringspladsen

Nogle tanker om beskæftigelsesministerens parkeringsplads - bliver den større eller mindre? Og hvis ærinde går hun så med sin 'humanistiske' politik?

Jeg er 57 år. Jeg har haft muskelsvind hele mit liv. Jeg fik pension som 16-årig alene med baggrund i min diagnose. Fik en studentereksamen og måtte så selv klare resten af mit uddannelsesforløb. Jeg fik en bachelor i kommunikation på RUC. Jeg arbejdede ved siden af min pension med de rimelige reduceringer det betød. Jeg har aldrig ønsket at være på førtidspension og i 2002 efter mere end 30 år på førtidspension blev jeg visiteret til et fleksjob - og fik det i egen kommunikationsvirksomhed, som jeg havde drevet i adskillige år. Det fortsatte til 2008, hvor jeg fik et fleksjob i en statslig styrelse som journalist indtil jeg 1. februar i år sammen med en masse andre røg ud på grund af voldsomme nedskæringer i bevillingerne. Jeg har aldrig fået nogen tårnhøj hyre, men haft det godt med at arbejde og tjene mine egne penge. Det vil beskæftigelsesministeren nu smadre...

15: Der skal indpakning til!

Vil du frem i verden, så må du pakke din ansøgning ind i noget, der bliver lagt mærke til, synes det moderne samfunds reklameorienterede devise at være. En reflektion om artikler og alterlys som den indpakning, der sælger varen...

Kreativiteten skal spændes op til lir, hvis jeg vil vinde i konkurrencen om et job. En ganske almindelig ansøgning på et hvidt stykke papir med adressen skrevet på den jeg søger hos, en afsenderdato, en klar 'vedrørende job' og så en tekst om, hvorfor jeg søger jobbet - den er jo helt gal! Det bør du da kunne indse. Den drukner blandt alle de andre stykker hvide papirer, hvor der også er skrevet, hvem den er stilet til, en afsenderdato og så en flad tekst om noget så kedsommeligt som hvorfor man søger jobbet. Det er der jo slet ikke nogen, der gider læse om! De dør jo af kedsommelighed inden de kommer gennem adressaten!

14: Tak for din ansøgning. Vi har fået mange...

'...Tak for din ansøgning. Vi har fået mange ansøgninger, og vi har valgt vores nye medarbejder...' Svarene er begyndt at komme ind på mailen. Og ingen er naturligvis negative i deres måde at tackle afslag på - men de fører heller ikke til et helt konkret job. Og det er jo, hvad jeg søger.

Det er nogen tid siden, jeg sidst har været inde og skrive på denne blog. Dels har der ikke været meget konstruktivt at skrive om. Det er der desværre stadig ikke, men OK: nu har je nok brug for at få lidt luft for frustrationerne.

Jeg har søgt på en del ordinære jobs, som efter min bedste mening passer på min profil og på mine kompetencer og pligtskyldigt fortalt om, hvad der skal til for at jeg kan bestride netop det job. Ingen interesse - heller ikke for at vide mere. Hver gang har svaret været det samme: 'Tak for din ansøgning. Vi har valgt en anden...'

13: En del af fællesskabet eller udstødelse

Hvem er det lige, der har mest grund til at lette en halv meter eller mere i luften over politikernes beregninger på økonomien i den nye fleksjobreform?

Der er to ting, der betyder meget, når jeg mister mit fleksjob. Den ene er spekulation over fremtidsmulighederne: Hvad er de økonomiske konsekvenser? Er der overhovedet et arbejde at få? Fleksjob hænger jo ikke, som jeg måtte konstatere for et par gange siden, på træerne.

Den anden ting hænger sammen med ovennævnte, men kan også ses lidt for sig selv: at føle sig udenfor og ikke at få lov til at være med.

Ganske enkelt kan det sammenfattes som noget at leve AF, og noget at leve FOR.

Derfor rammer de politiske initiativer, der for øjeblikket er på den politiske dagsorden, også særdeles hårdt. Det kan ikke undgås at utrygheden sætter sine tydelige spor. Og den kommer til at fylde temmelig meget. Så tilgiv, at jeg endnu engang beskæftiger mig med emnet.

'...- De der sidder hjemme ved kaffebordet må jo lette en halv meter, når det kan lade sig gøre at få over 500.000 for 20 timers arbejde. Det har vi ikke råd til længere...'

12: På inspirationens kurs

Hep pep, hvor kan inspiration være inspirerende! Eller: hvordan den sociale indignation får endnu et puf...

Jeg var på en såkaldt inspirationsdag mandag. Jeg har omtalt projektet i et tidligere indlæg. Dagen var et led i den kampagne, der hedder "Søg job - evner i fokus" og kører for at sætte evner hos mennesker med handicap i fokus. Kampagnen er delt i tre dele, der henvender sig til hver sin målgruppe. Den gennemføres i samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet, Danske Handicaporganisationer samt virksomhedsnetværkene VFSA og Vinsa.

Den ene målgruppe er arbejdsgiverne, og jeg ved ikke om der er andet end den form for peptalk og samtaleterapi i det, som beskæftigelsesministeren tilsyneladende også lægger op til, når hun prøver at sælge sin nye fleksjobreform.

11: …jobbene hænger ikke på træerne

Lidt tanker om, at ‘jobbene ikke hænger på træerne’ selv om somme politikere synes at være blandt de sidste troende på dette felt.

Nu kunne nogen ganske fejlagtigt få det indtryk, at jeg ikke bestiller andet end sidde her ved min computer og skrive blog-indlæg, hvor jeg giver ondt af mig over min helt urimelige situation. Jeg bestiller faktisk andet. Det bliver til lidt skriveri ind imellem, men en stor del af dagen går i øjeblikket med at finde et job. Det er ikke så enkelt, som nogle trofaste, der følger med, vil have erfaret. Det kræver – i mit tilfælde – at jeg peger nogle potentielle virksomheder, organisationer m.v. ud, som jeg vil søge et job hos.

10: Noget vælter ned udefra…

Spekulationerne stiger, når der pludselig kommer et reformforslag, der helt vælter forudsætningerne for os i fleksjob. Ordningen skal vendes rundt, så den giver ‘bedre’ mulighed for unge under 40. Der bliver dog solgt ud i selve grundideen med fleksjob.

I forgårs blev jeg gal. Rigtigt godt gal i skralden. Så blev jeg ked af det. Endelig blev jeg bange. Bange for fremtiden. Hele følelsesregistret var i brug. Det endte med nogle sure og gammel-gnaven-mand kommentarer på Facebook – og så ville jeg ellers vente lidt for at være lidt mere ‘afklaret’ og faldet lidt ned.

Anledningen var naturligvis regeringens nye, såkaldte reform på førtidspensioner og fleksjob. Jeg følte virkelig, at man ‘urinerede’ på os fleksjobbere. At der er nogle punkter, hvor politikerne mangler en reel indsigt i, hvad fleksjob går ud på. Altsammen bliver det sovset ind i, at der kommer en reorganisering af, hvordan hele sagsbehandlingen skal håndteres. Den har vi manglet længe. Den har været planlagt længe, men er aldrig nået så langt, at det er blevet til realiteter. Men reelt har dette jo ikke (nødvendigvis) så meget med en reform at gøre. Det ville være ‘klædeligt’ at holde uden for selve diskussionen om, hvilke initiativer, der er brug for at tage for at sikre, at mennesker med handicap får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg synes intentionerne om at sikre endnu flere en tilknytning til arbejdsmarkedet er gode. Jeg har til denne del kun ét spørgsmål: hvor er jobbene? Forudsætningen for, at det fungerer, er, at jobbene er der. Det er de ikke!