mandag den 2. april 2012

18: Netto-modellen


Om fleksjobbere og beskæftigelsesministerens Netto-model. Er det her fremtiden ligger... både for ministeren og mig.

For lidt under et par måneder siden var beskæftigelsesministeren i pressen med sin udtalelse om, at arbejdsløse akademikere må være lidt mindre kritiske, når de søger job. "I en økonomisk krise er vi alle sammen tvunget til at tænke bredere, end vi hidtil har været villige til. Det er bedre at være i arbejde end ikke at være i arbejde - og det gælder også, når man er akademiker," sagde hun og fortsatte debatten med at sige, at hun selv ville være klar til at sætte sig bag kasseapparatet i Netto, hvis hun blev arbejdsløs og ikke kunne finde et andet job.

Det samme gælder jo os fleksjobbere. Det skinner ihvertfald igennem i alle ministerens udtalelser om området, at hun mener, at vi bør være ganske tilfredse med et job, hvor vi tjener 22.000. Vi kan vi ikke tillade os at klage. Det hører ikke med i hendes historiefortælling, hvilken uddannelse vi har og hvad lønniveauet for andre i samme jobbeskrivelser, alder og livssituation tjener - blot uden handicap. Det synes irrelevant i ministerens objektiv.



Når jeg har uddannet mig inden for kommunikation, er det naturligvis fordi det interesserer mig. Men interesse er også båret af en erkendelse af, hvad mine faktiske muligheder er for at udføre arbejdet rent fysisk - med andre ord, hvor mit handicap ville være mindst til gene.

Da jeg i sin tid blev uddannet, var det inden computere for alvor havde vundet indpas. Alligevel var det ikke noget problem og har aldrig været det for mig at skrive. Hele min levetid har de rette hjælpemidler været til stede - først i form af elektriske skrivemaskiner og senere i form af computere. Det har været en hjørnesten i det, jeg har beskæftiget mig med.

Jeg har endda været så heldig, at den udvikling, som alderen betyder for mit handicap, er gået smukt hånd i hånd med den teknologiske udvikling. Min muskelsvind er egentlig ikke fremadskridende, men med alderen mister vi alle kræfter og trættes lettere. Det sker også for mig og konsekvenserne er mere synlige. Det er ikke noget problem med mine nuværende uddannelse og arbejde, men det ville det være i Netto.

Nu skal man jo aldrig lægge sig fast på noget. Alle har vi godt af at tænke nye tanker. Og godt så. Lad os et øjeblik begive os ind i beskæftigelsesministerens tankeunivers. Jeg søger job i Netto.

Det allerførste 'problem' i ministerens tankerække er naturligvis: kan det lade sig gøre i praksis? Ja det ville det vel i grunden, hvis jeg blev rigtigt kompenseret. Og kompensation har jo været en af hjørnestenene i dansk handicappolitik. I hvert fald indtil ministeren kom på banen med sit nye udspil til reform.

Hvad går kompensationsprincippet så egentlig ud på? På integrations- og Socialministeriets hjemmeside står at læse, at '..Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne kompenseres for følgerne af den nedsatte funktionsevne...'

Ministeriet henviser iøvrigt til Det Centrale HandicapRåds pjece 'Dansk Handicappolitiks Grundprincipper', som så tillægges autoritativ karakter. Heri slås det fast, at '...Kompensationen skal – så langt som det overhovedet er muligt – forhindre og forebygge de situationer, som begrænser udfoldelsesmuligheder for personer med en funktionsnedsættelse. Kompensationsprincippet er en helt afgørende brik i bestræbelsen på at skabe lige muligheder. Ideen med kompensationsprincippet er at skabe et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt. Kompensation er ikke privilegier eller positiv særbehandling, men et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt...'

OK, med den rette kompensation ville jeg kunne varetage et job ved kassen i Netto. Men den kompensation, der skal til, vil være massiv. Jeg skal have hjælp til at få varerne hevet hen ad båndet. Jeg skal have hjælp til byttepenge, til at række bon'en til kunden og til mange andre detaljer, som det fører for vidt at beskrive her. Der skulle være en meget aktiv hjælper omkring mig hele tiden, som ville få nogle helt ualmindelig dårlige - og formodentlig ikke tilladte - arbejdsvilkår. Den lille boks ved kassen, som kassefolkene levnes, vil kan ikke rumme min kampvogn af en elkørestol og en hjælper på én gang, så ombygning ville være en anden kompenserende foranstaltning. Det vil alt i alt være en dårlig løsning.

Hvor vil jeg så hen med alt dette her? Ja, jeg vil blot påpege, at dette kan blive et skrækscenarie: mennesker med handicap kan meget vel ende med at skulle søge et job i Netto.Hvis ministeren kommer igennem med sit forslag til en fleksjobreform i den form, det har nu, vil konsekvensen være, at vi med handicap får en betydelig lavere løn end kolleger med samme uddannelse, alder og livssituation. Det strider mod både kompensationsprincippet og Handicapkonventionen. Ministeren prøver i øjeblikket at skjule den reelle lønforskel bl.a. ved at indregne den gennemsnitlige pension, som ikke slår igennem for fleksjobbere. En uredelighed, som pressen i et demokratisk samfund næppe i længden kan leve med.

Vores løn bliver summa summarum forringet ganske betydeligt. Jeg skal undlade at kommentere alt for meget på ministerens usmagelige bemærkninger om, hvad der 'er en god løn' når man har et handicap. Men jeg er sikker på, at ministeren ikke selv ville synes 'at det var et godt tilbud', for at blive i den jyske snusfornuft.

Indskrænkningerne i lønnen vil fjerne enhver form for incitament til at tage den længerevarende uddannelse, som en hel del mennesker med handicaps som mit er så afhængig af for at vi har en chance på arbejdsmarkedet. Ministerens udmelding er, at det er 'dem, der tjener mindst er dem, der skal miste mindst'. Det er det 'fornuftigste argument, jeg har hørt for at jeg skal søge job i Netto... og det er undskyld min ligefremhed... rablende vanvittigt. Det tvinger mig ud af arbejdsmarkedet.

Jeg er enig med ministeren i, at der er andre grupper, der skal have en chance på arbejdsmarkedet, men hvis ministeren ikke snart begynder at tænke sig lidt om, så får hun godt nok en ny gruppe på banen, men skubber en anden tilbage til den passive forsørgelse, som ministeren - heldigvis - også er imod. Begynder ministeren ikke snart at tænke sig om er det ikke umuligt, at hun skal se sig om efter et andet arbejde... i Netto.

Måske mødes vi så i Netto. Her forventer jeg så, at ministeren er villig til at give mig en hånd - i solidaritetens navn.

For beskæftigelsesministeren har jo også en mening om solidaritet. Det siger hun med ordene "Som socialdemokrater har vi måske været for optaget af at give mennesker noget at leve af. Og dermed glemt, at der er noget endnu vigtigere, nemlig at vi har noget at leve for", som faldt umiddelbart før hun præsenterede sin nye reform på førtidspensions- og fleksjobområdet.

Jeg vil så gerne have noget at leve for... og af.