At kunne bidrage og kunne være med til at sætte nogle vigtige vinkler på en arbejdsfunktion er for mig noget af det vigtigste med et arbejde. Derfor ligger der en række vigtige reflektioner over, hvem og hvad, der kan være målgruppen for min jobsøgning.
At kunne levere vigtige bidrag i et job (og det må vel være en vægtig grund til at arbejde) kræver kompetencer, der for mig at se hentes fra det faglige felt og fra det personlige felt. Som mennesker ’slæber’ vi rundt på bagager, hvor disse to elementer spiller en væsentlig rolle. De kan hver især både være vigtige redskaber for forståelse og udvikling – men så sandelig også det modsatte.
En ‘hurtig’ og nok lidt mekanisk opfattelse vil kunne indplacere mig i en organisation, forening eller myndighed, der beskæftiger sig med handicap og nedbrydning af barrierer. Der er sådan set ikke noget galt med denne opfattelse, for det er jo rigtigt spottet, at det vil give en optimal udnyttelse af såvel personlige som faglige kompetencer. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed at mine egne tanker går i den retning. Det betyder også, at der er god grund til at udfordre denne tænkning. Dels giver det et ganske begrænset jobfelt. Dels er de steder, der i øjeblikket kunne efterspørge disse kompetencer, i dag underlagt så stramme betingelser at arbejde under, at de er tvunget til at være skarpe på at målrette deres indsats. Det i sig selv er grund nok til at se lidt bredere ud.
En tredie grund kan dog også være lidt mere udfordrende – ikke for ’systemet’, men for mig selv. En af ideerne med fleksjob er at give mulighed for, at mennesker med handicap får nogle muligheder for at deltage på det almindelige arbejdsmarked ved at kompensere for en funktionsnedsættelse. Det giver mulighed for at deltage inden for mange jobområder og på mange niveauer.
Det er imidlertid en tendens i vores selvopfattelse, i hvert fald inden for en gruppe af mennesker med handicap (lige så meget selvkritik): det er oplagt, at vi med handicap beskæftiger os med handicap. Med fare for en grov generalisering vil jeg godt vove påstanden. Det kan være godt, fordi vi har historierne og erfaringerne med os – væsentlige personlige kompetencer. Det kan også indeholde en fare, fordi det kan udvikle sig til noget, der ligner et parallelsamfund, hvor vi patenterer historiefortællingen og udelukker andre fra at være med. Lidt karikeret og sat på spidsen: det kan ende med at den ene halvdel af os beskæftiger os med det samfundsmæssige aspekt af handicapbegrebet. Den anden del beskæftiger sig med coaching og lifeguidance, så vi kan lære at acceptere vores handicap og få healet konsekvenserne af manglende livsmestring, seksualundertrykkelse, mangel kostrigtig levevis og andre ‘nødvendige reparationer’ på vore forkrøblede sjæle.
Der er alt i alt god grund til at løfte blikket udad og skue mod et noget større jobfelt. Og set i det perspektiv kan der åbne sig ganske nye muligheder, som både kan være ganske pragmatiske og være steder, hvor faglige kompetencer og personlige kompetencer kan bruges til at få et bredere menneskeligt perspektiv ind i nogle betragtningsvinkler. Det er den slags overvejelser, der også kommer ind i billedet. Det er nok slet ikke så skidt at blive rystet lidt i sin grundvold engang imellem, selv om det måske ikke lige er, hvad der står øverst på ønskesedlen…
