Det er ikke nogen behagelig situation for nogen at skulle igennem den samtale, der fortæller, at der ikke længere er brug for ens evner på arbejdspladsen. Det være sig inden for mit eget fag, inden for andre faglærte områder eller som ufaglært. Jeg må erkende, at jeg sikkert tilhører den meget priviligerede gruppe, der har alle tænkelige ressourcer til rådighed for at ændre på situationen.
At komme ud fra samtalen med min tillidsmand ved min side var en stor lettelse. De nødvendige papirer var underskrevet og processen sat i gang. Der er nu 14 dage til at gøre indsigelse. Vi taler lidt om det ude på gangen og min tillidsmand siger, at ifølge hans beregninger var der en fejl i varslingsbrevet: min anciennitet betød, at jeg havde 4 måneders varsel og ikke de 3 angivet i brevet. Det blev senere bekræftet af ledelsen. Det gav da en måned ekstra til at finde et nyt job.
Turen går nu tilbage til kollegerne. De står nu og snakker i smågrupper – og er meget deltagende over for min nye situation. Der kommer adskillige pæne og fine kommentarer. Vores tilbagekomst falder sammen med, at der begynder at komme mails ind om, at nu er varslingssamtalerne i vores enhed forbi. Få minutter efter kommer nye mails, der fortæller, at de nu er forbi i hele styrelsen. Alle påtænkte fyrede er informeret og man kan, oven på dette veloverståede kommandoraid, komme videre i dagsordenen: der skal holdes møder i de enkelte enheder og derefter skal alle mødes for at høre om den nye påtænkte struktur.
Stemningen er stadig blandet: medfølelse med os, der røg ud, blandet med en usigelig lettelse over ikke selv at være prikket. En situation, der kræver balancegang. Inde i mit hoved er kun kaos og et ønske om at komme væk. Jeg tror ikke nogen kan undsige sig den tanke ‘jeg slår ikke til’ i denne situation. Uanset om den er reel eller ej. Forstanden prøver at overbevise om den officielle forklaring, at der med udgangspunkt i bevillinger ikke er plads til alle og når man så ser på arbejdsfunktioner, så er jeg den, der bedst kan undværes. Men følelserne vil ikke helt følge med til den forklaring.
Det begynder allerede at rumstere, hvad der nu skal ske. Ikke velorganiseret, men som et kaos af tanker, der bare vælter frem i hovedet. Heldigvis er der nogen, der griber fat og insisterer på, at jeg lige skal ind og sidde lidt ved det forladte kaffebord og få et stykke brød inden den 110 km lange hjemtur. Min tillidsmand foreslår, at jeg lige sunder mig et par dage og at vi derefter skal snakke sammen i telefonen for at finde ud af, hvad vi gør efterfølgende. Det hele står lidt i tåger, men vi får da taget afsked med nogenlunde manér.
Sikkert er det, at omsorg og deltagelse fra kolleger er med til at gøre det bare lidt lettere.
På vejen hjem bliver der ikke vekslet mange ord. Det er en underlig fornemmelse at tænke på, at nu er det forbi med køreturen til Odense ca. 2 gange om ugen. Jeg ser vejen, Rosengårdscentret, IKEA, Computercity og alle de andre steder, vi plejer at passere, på en helt ny måde. På en afskedsmåde. Trætheden og håbløsheden er ved at tage overhånd. Dette er jo ikke en situation, der alene har fundet sted på denne dag i januar. Det er resultatet af en lang proces, som startede allerede omkring sommerferien, blev mere nærværende i ugen op til jul – og som i feriedagene gav frit løb for tankerne. Så situationen var gennemtænkt, men kun på et ‘intellektuelt plan’. At være midt i det og have det som realitet i sit liv er noget ganske andet. Håb og frygt har længe været følgesvende… og nu er det udløst. I et uendeligt trættende kaos. Det skal lige fordøjes, og da jeg har informeret mine nærmeste om den nye situation, bliver der lukket af for de næste par dage og weekend’en med.
