Med jævne mellemrum støder jeg ind i disse mennesker, der tror, de er sat i verden for at guide alle os andre dødelige. Såre humanistisk, men naturligvis ikke uden bagtanke - det er ved at udvikle sig til en industri.
Jeg har tidligere på denne blog flere gange skrevet om, hvordan vi selv bærer et ansvar for, hvordan vi 'sælger os selv' (19: Uh ha da da - her er vist plads til forbedring!). Dermed skulle min anerkendelse af, at vi selv bærer et ansvar være sat på plads.
Jeg har også skrevet om, hvordan der er mennesker, der - sikkert ganske velmenende - lever af peptalks over for arbejdssøgende fleksjobbere, men blot ender med at sparke endnu længere ned (12: På inspirationens kurs).
Jeg har stor respekt for de, der kan bibringe os nogle gode redskaber, som kan hjælpe os ind i en brugbar ramme på arbejdsmarkedet. De er milevidt fra den historie, jeg vil fortælle nedenfor.
Hvis vi åbner en avis eller læser på nettet, ja, så kan vi jo ikke undgå at støde ind i coaches og velmenende mennesker, der har fundet sandheden, og de alene sandheden om, hvordan den perfekte jobansøgning og den perfekte attitude er, når vi skal ud og sælge os selv. For mammon kan vi købe deres tjenesteydelser. De løfter fligen for deres univers i små lunser på nettet, men aldrig mere end vi skal ind i et forløb for at vi kan få den sande indsigt i deres vej til det forjættede land.
Ofte er det hele garneret i et idealistisk billede og søde sentenser om, at du skal kende dig selv for at du kan kende verden... eller andre tricks, der skal sminke virkeligheden og sikre den individualisering, der er forudsætningen for at de kan nå deres eget egentlige mål: selv at undgå den arbejdsløshed, der truer, hvis de ikke finder på et eller andet - og helst noget smart.
For ikke så længe siden stødte jeg ind i det, jeg kun kan håbe er et særligt grelt eksemplar af racen. Vedkommende hørte om min jobsituation og havde den færdigsyede mening parat på læben allerede da jeg havde fået sagt de to ord, der skulle til for at nå den total udløsning - ikke for mig, men for vedkommende selv: arbejdsløs fleksjobber.
Udløsningen bestod (heldigvis 'kun') i en retorisk messe, hvor budskabet var, at hvis jeg ikke kunne få et job, så skyldtes det udelukkende min egen helt forkerte - og negative - attitude til udfordringen. Kun hvis jeg ændrede attitude og tænkte positivt var der nogen redning at finde.
Nu opfatter jeg mig selv som rimelig jordbunden og sendte mine 17.000 medarbejdsløse, som også forgæves leder efter et fleksjob en venlig tanke. Jeg fremførte også tanken verbalt, men ak, ganske for døve øren. Messen gentog sig blot som en gammel, slidt vinyl-plade, der havde fået et ordentligt hak: hvis jeg ikke kunne få et job, så skyldtes det udelukkende min egen helt forkerte - og negative - attitude til udfordringen.
Jeg prøvede at omforme mine 17.000 argumenter til noget, der var mere forståeligt i det univers, vi helt åbenlyst bevægede os i. Mit argument blev så, at hvis man vil sælge en vare på et marked (i dette tilfælde min arbejdskraft) så forudsætter det, at der er en køber (i dette tilfælde en arbejdsgiver), der ønsker at købe min vare. Altså helt banal markedsøkonomi.
Men nej. Kernen i messen var stadig, at hvis jeg ikke kunne få et job, så skyldtes det udelukkende min egen helt forkerte - og negative - attitude til udfordringen. Jeg kunne naturligvis lære det og på den måde sætte mig ud over de 17.000 dårlige argumenter, som i mit univers ellers virkede så stærkt.
Det rystede mig dybt. Selvfølgelig fordi jeg er påvirket af både min egen jobsituation og af de mange andre mennesker, jeg hører om og har kontakt med, som er i nøjagtig samme situation. Der skal ikke så forfærdeligt meget til for at blive bragt helt ud af den... men hvad. For hver evig eneste, det sker for, betyder det jo blot, at der er én mindre i konkurrencen om de jobs, der ikke er.
I min optik er det farligt, fordi disse mennesker ikke ved, hvornår de vælter et andet menneske. Det er skruppelløst, fordi det under den pæne personlighedsudviklende, humanistiske overflade dybest set kun handler om at tjene penge og selv holde sig oven vande.
Prøv at forestil dig, hvis vi alle 17.000 arbejdsløse fleksjobbere hjemsøgte disse skruppelløse coaches for at finde os selv og bringe os fremad hver især. Og som oplyst af vores hellige indsigt ville vi som individualister gå ud på jobmarkedet lettet for adskillige tusinde kroner for som vores bidrag til vores coach' egen overlevelse. Nøj, hvor vil det kunne generere omsætning!
Det vil selvfølgelig være med til 'at holde hjulene i gang'. Det er jo i virkeligheden liberalismens eneste virkelige mål. Og således skete det, at de, der vil virke som humanismens forsvarere i virkeligheden bliver til liberalismens messedrenge.
Hvis jeg skal prøve at tænke positivt, så bliver det med mine blokeringer in mente: hold da op hvor er det godt, at vi ikke er hoppet i individualitetens fælde: der er også en stærk, solidarisk bevægelse, der taler vores fælles sag! Løft blikket!
