Reformen er ikke alene en trussel mod fleksjobberne. Den vidner også om store mangler i den indsats regeringen burde sætte i værk... hvis den ikke havde valgt traditionel borgerlig krisepolitik.
Nogle gange rammes vi af politiske initiativer. Fleksjobbere går heller ikke fri i denne sammenhæng. Vi er nødt til at forholde os til den politik, der bliver ført, for hvad enten vi vil eller ej: vi bliver hele tiden hvirvlet ind i det.
Jeg var den 28. marts på tilhørerrækkerne ved det åbne samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor Enhedslisten havde en række gode spørgsmål til beskæftigelsesministeren om fleksjobreformen. Med et solidt borgerligt flertal bag sig behøves beskæftigelsesministeren jo ikke tage kritiske spørgsmål særligt alvorligt - og det gjorde hun da heller ikke på dette samråd. Det er sagt, at hun var velforberedt. Det er rigtigt, hvis man med velforberedt mener, at hun sagde, hvad hun har sagt siden reformen blev præsenteret.
Spørgsmålet om lige muligheder for mennesker med handicap kunne hun slet ikke svare på - og prøvede at skyde det over til socialministeren. Gad vide om ministeren ikke kender noget til sektoransvar?
En interessant ting fra samrådet var, at ministeren mener, at det at finde fleksjobbene 'er et kollektivt problem'. Direkte adspurgt af Christian Juhl var ministeren ikke umiddelbart stemt for at styrke en økonomisk incitamentsstruktur i forhold til arbejdsgiverne gennem f.eks. 'ansæt en fleksjobber eller betal dig ud af det'. Ministerens 'humanistiske' svar var, at det ville mindske fleksjobberne at finde det rette arbejde, hvis man indførte den slags tvang. Christian Juhl nævnte så ganske rigtigt, at han da ville ønske, alle kunne vælge hvem de vil arbejde for. Dette er endnu en af ministerens forvirrende humane udmeldinger: hun vil fritage os fra nogle pligter, mens hun tvinger andre langt værre ned over os. Det forekommer mig dybest set at være for at dække over, at 'det kollektive problem' slet ikke er hendes problem.
Finn Sørensen nævnte under samrådet den løjerlighed, at ministeren/Folketinget er begyndt at vurdere, hvad der er en god løn at leve af. Det tillader ministeren sig kun, når det gælder mennesker med handicap. Det plejer jo at være et spørgsmål, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Personligt synes jeg, der ligger en nedvurdering af vores arbejde i det. Det føles som om jeg ikke skal vurderes på mine kvalifikationer mere, og derfor ikke skal kompenseres - men være taknemmelig for, at jeg overhovedet får løn. Ministeren tager et voldsomt skridt tilbage: fra kompensation for handicap til humanitær ydelse.
Den sidste problematik, jeg vil nævne fra samrådet er, at ministeren går ind for at styrke en økonomisk incitamentsstruktur for at få de fleksjobbere, der får det bedre, så de arbejder mere. Stine Brix fremlagde tal, der viste, at kun 8% af fleksjobbere har udsigt til at forbedre arbejdsevnen. 92% bliver altså ministerens økonomiske ofre for at hun vil styrke et økonomisk incitament for 8%. En underlig form for humanisme og opfattelse af ret og pligt at ramme os, der umuligt kan få det bedre. Jeg har selv muskelsvind, og jeg har ingen som helst udsigt til, at det bliver bedre. Sammen med de 92% andre fleksjobbene, der heller ikke har udsigt til, at deres handicap ikke bliver bedre, synes jeg beskæftigelsesministeren gør grin med os.
Wikipedia skriver om ordet reform: Reform (latin for re tilbage; formatio danne, forme: omdannelse) betegner i politik større planlagte (i modsætning til revolution) fredelige (uden anvendelse af magt) og lovlige ændringer eller omdannelser af bestående forhold (statsforfatningen eller en religion).
Jeg tolker det sådan, at i og med reform står i modsætning til revolution, er det en evolutionær handling - en fredelig forbedring, der løser nogle (postulerede) snærende bånd. Dette såkaldte oplæg til 'reform' opfylder ikke kriterierne. Det er en rendyrket spareøvelse og omfordeling inden for gruppen af mennesker med handicap.
Det er i dette sidste perspektiv, at beskæftigelsesministerens meget forvirrende udmeldinger skal ses. Det er også her, vi får svaret på, hvorfor beskæftigelsesministeren søger samarbejde til højre om spareøvelsen. Det er 'sjovt' at det netop skal være en socialdemokratisk ledet regering, der bliver spydspids for gennemførelsen af denne politik. Ikke noget at sige til, at Venstre skamroser samarbejdet: Regeringen gør det beskidte arbejde for Venstre. Selv ville en Venstreregering aldrig være sluppet afsted med denne øvelse.
Beskæftigelsesministeren har valgt side. Stik imod både hendes egne og Socialdemokraternes udmeldinger forud for sidste valg. Stik imod SFs udmeldinger forud for sidste valg. På mange områder også imod de Radikales udmeldinger forud for sidste valg. De, der ikke umiddelbart vil tro mig, kan på Muskelsvindfondens hjemmeside finde 13 spørgsmål, der forud for valget blev stillet til alle partier. At læse de svar, de tre regeringspartier dengang gav, bør give stof til eftertanke i regeringen. I modsætning til Venstre svarede alle tre partier nemlig - nogle svar, der har været af betydning, da en lang række mennesker med handicap skulle sætte deres kryds.
Det er naturligvis også nødvendigt at forholde sig konstruktivt til reformen. Det har af en del efterhånden været nævnt, at der er et problem i den politik, regeringen fører. En af dem er Lars Trier Mogensen, der i Politiken skrev 4. april :'...at en regering, der hellere vil lave nye bankpakker end jobpakker, er en regering for »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer og advokater«...' og videre, at '…Danmarks Statistik har netop offentliggjort to talrækker, som burde have sat gang i debatten på venstrefløjen: For det første var Danmark i recession i de to sidste kvartaler af 2011, og for det andet endte budgetunderskuddet med at være under to procent af BNP, og dermed langt under den magiske EU-grænse på tre procent. I en situation med misvækst, stigende ungdomsarbejdsløshed og reelt råderum i økonomien burde alle kræfter sættes ind på at øge de offentlige investeringer, til gavn for ufaglærte og faglærte…'
Disse informationer sammenholdt med den positive indvirkning på både de menneskelige og økonomiske aspekter, som det jo allerede er påvist, at den nuværende fleksjobordning har, burde vel, såvidt jeg kan gennemskue, nærmere føre til en diskussion blandt regeringspartierne om, hvorvidt de fleste af de stramninger i ordningen, som reformen lægger op til, bør udgå, fordi de vil bringe en stor gruppe nuværende fleksjobbere længere væk fra en aktiv del af arbejdsmarkedet end de er i dag. Det vil på sigt være en langt alvorligere trussel, fordi alternativet er netop den passive forsørgelse, som regeringen ganske rigtigt også påpeger, at vi i videst muligt omfang skal undgå. Reformen vil så blive en rigtig reform, der reelt sigter på at bringe flest muligt tættest muligt på arbejdsmarkedet.
Samtidig vil reformen medvirke til at styrke 'Det rummelige Arbejdsmarked' vi alle taler om er så vigtigt. Reformen vil naturligt og i samspil med den økonomiske politik, der bruger råderummet i økonomien til at styrke investeringer, sikre at så mange som muligt er en naturlig og velintegreret del af arbejdsmarkedet og en del af fællesskabet, når vi om nogle år kommer i den situation, at der mangler arbejdskraft, som både regeringspartierne og 'førende økonomer' også mener, vil ske.
Erfaringerne fra tidligere kriser viser, at det er alt for dyrt at trække grupper ind i arbejdsstyrken igen, der én gang er marginaliseret på passiv forsørgelse. Ofte ganske umuligt. Det betyder, at vi har tabt hele generationer på gulvet med både store menneskelige omkostninger og økonomiske konsekvenser til følge. Den fejl er der vel ingen grund til at gentage.
Der ville have været et fornuftigt grundlag for en reform mellem regeringspartierne og Enhedslisten. Det vil regeringen og beskæftigelsesministeren ikke. Det er ikke ministeren, vi skal eller kan overbevise om noget som helst. Det er umuligt. Men danskerne skal vide, hvad der reelt sker. Somme tider skaber det et nødvendigt pres.
