Diskussionen om, at man skal flytte hen, hvor arbejdet er, er endnu engang blusset op. Den får også betydning for os, der gerne skal have et fleksjob.
Jeg føler mig normalt ikke svag. Jeg føler mig heller ikke slap. Okay, indrømmet: jeg har ikke så mange muskler som Joachim B. Olsen. Det tror jeg nok, at jeg er nødt til at stå ved... men det har vel ikke så meget med den konkrete situation at gøre, for det er ikke musklerne, Joachim B. Olsen bruger mest i sit nye udfald mod mennesker, der er arbejdsløse og den stat, der holder hånden under dem.
Joachim B. Olsen prøver at gøre sig nogle tanker om socialstaten. Han vil gøre op med den socialstat, der holder hånden under mennesker, der kommer i en social svær situation, f.eks. arbejdsløshed. Joachim B. Olsen siger til Berlingske Tidende 20. april, at 'socialstaten skaber en slap holdning, fordi det ikke kan betale sig at arbejde. 'Logikken er naturligvis, at det, at man har noget at leve af sætter samfundets naturlige mekanismer ud af kraft. Har man intet at leve for, må man tage det lidt man kan få ved f.eks. forefaldende arbejde. Men det forhindrer staten jo ved at udbetale folk penge, så 'det ikke kan betale sig at arbejde'.
Synspunktet vinder naturligvis genhør på hele den borgerlige fløj. I samme artikel kommer lignende udtalelser fra Venstres Ulla Tørnæs, De konservatives Mai Henriksen, Socialdemokraten Leif Lahn Henriksen og Dansk Folkepartis Bent Bøgsted. Trods forskellige ord er de enige om det grundlæggende budskab. SF har i andre sammenhænge også talt positivt om at skære i sociale ydelser som en motiverende faktor.
Med det sammenrend, der jubler over Olsen kunne man komme til den konklusion, at han havde sagt noget klogt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det neoliberalistiske budskab har eksisteret i en del varianter siden kapitalismens barndom, men dukker frem under enhver krise.
I regeringens reform 'En del af fællesskabet' lægges der utvetydigt op til at '...Personer, der er visiteret til et fleksjob, skal sidestilles med personer på det ordinære arbejdsmarked...' for at citere reformen. Det understreges flere andre steder i reformen. Bl.a. også at '...fleksjobvisiterede skal – som alle andre ledige – selv gøre en aktiv indsats for at få et job...' Dog erkender man at der er større chance for langtidsledighed blandt fleksjobbere (et faktum det ville være ualmindeligt dumt at overse) og regeringen foreslår derfor også, at fleksjobvisiterede skal have ret og pligt til den samme aktive beskæftigelsesindsats som andre ledige.
Nu er jeg en ganske stor tilhænger af, at vi alle skal samme rettigheder. Jeg vil gerne have lige ret og lige muligheder for både kuglestødere og muskelsvindlere. Og de samme rettigheder og muligheder synes jeg selvfølgelig også skal gælde for den gruppe af meget sårbare unge, som den nye fleksjobreform jo særligt er rettet imod. Reformen skal jo give mulighed for, at de ikke placeres - eller parkeres, som beskæftigelsesministeren ynder at betegne det - på passive ydelser i stedet for at være 'En del af fællesskabet'.
Det siger man i reformen bl.a. ved at præcisere, at '...en stor del af de personer, der vil få et ressource- forløb, har psykiske lidelser. Derfor er det afgørende, at de som et led i ressourceforløbet får tilbudt en effektiv og hurtig udredning samt behandling af deres psykiske sygdom, hvis forløbet skal virke optimalt og sikre, at de kommer videre i livet...'
Jeg ser imidlertid en del problemer i, når nu man vil på den ene side gøre alle lige og så sætter en gevaldig hetz i gang og kalder alle, der ikke lige vil flytte hen, hvor der er arbejde, for slappe og så blot lukke for kassen. Bortset fra, at det generelt ikke bør være tilladt, at politikere, der i allerhøjeste grad lever af den offentlige kasse, taler så grimt om andre mennesker, der ikke lige fløjter rundt efter deres pibe, så er det da slet ikke den slags, denne gruppe af meget sårbare unge har brug for.
På samme måde kan det gå for fleksjobbere med svære fysiske handicaps. Man kan blive pisket rundt efter fleksjob - der jo, som regeringen erkender, ikke er der. Ellers ville der ikke være den store fare for langtidsledighed, som man påpeger i reformen. Finder man endelig et job, kan det være langt væk, og i så fald kommer man yderligere i klemme i de nye regler om betalingskommune.
For mig viser det, at der ikke er en reel sammenhæng i reformudspillet og at den virkelige dagsorden er mere skjult. Dette her handler ikke om sårbare unge, men alene om disciplinering af arbejdskraften - uanset om man er på vej mod et fleksjob eller ikke. Her er ingen hensyntagen - og slet ikke noget fællesskab. For incitamentet skal komme den postulerede slaphed til livs.
