fredag den 4. maj 2012

24: Giv os i dag det daglige svar?

Om direktørers forståelse af begrebet 'stærkeste og veluddannede af de handicappede' og kontrasten til det daglige svar på temmelig ilde hørte bønner om et arbejde...

En lettere omskrivning af en ofte fremsat bøn kunne efterhånden være på sin plads. Ikke som et ønske, og ikke fordi jeg tror på, at det vil virke, men mere som en konstatering af tingenes tilstand.

Og det daglige svar er ikke opløftende: en kort, nøgtern mail med tak for interessen, men at man i den nuværende situation ikke har planer om eller mulighed for at udvide medarbejderstaben. Det gælder for de efterhånden mange uopfordrede ansøgninger jeg har sendt til virksomheder og organisationer, jeg, naturligvis med min begrænsede fantasi og slatne holdning til, hvad jeg skal beskæftige mig med, kunne forestille mig have brug for de kompetencer, som jeg besidder.



Det gælder også for de mange stillingsopslag, som jeg ser inden for mit arbejdsfelt. Her er svaret naturligvis også en høflig takken for interessen, at der har været mange ansøgere og at den rette nu er fundet. Og da jeg hverken har været til samtale eller er stillet yderligere spørgsmål, kan jeg jo hurtigt konkludere, at jeg heller ikke denne gang var den rette.

Det er naturligt, at situationen kalder på, at jeg breder min jobsøgning noget ud og får et lidt bredere perspektiv på søgningen. Det har jeg læst at nogle politikere synes er en ganske god ide uden at de egentlig er i stand til at fortælle hvordan.

Så hvordan er jo et godt spørgsmål, som jeg har lidt svært ved at gennemskue, fordi jeg ikke besidder evnen til at abstrahere fra nogle ganske konkrete begrænsninger, som jeg dagligt oplever, at jeg har.

Sjovt nok gælder det også for de 17.000 andre ledige fleksjobbere, som der er i øjeblikket. Vi er nemlig alle visiteret til et fleksjob med baggrund i at vi har en vedvarende funktionsnedsættelse på mere end 50% af almindelig arbejdsevne. Det er forudsætningen for at komme i fleksjob.

De hensyn kan være meget forskellige - heldigvis. For det øger bredden i, hvilke job vi er i stand til at varetage med de begrænsninger vi har. Pointen er, at vi ikke alle er potentielle arbejdstagere inden for alle jobs.

Det synes ikke alle helt at have forståelse for. Sidst har jeg hørt Discus-direktøren Hans Bach udtale, at '...i dag er det sådan, at det især er de stærkeste og veluddannede af de handicappede, der gør brug af fleksjobordningen, da man minimum skal kunne arbejde 12 timer...' Udtalelsen nærmest emmer af en negativ indfaldsvinkel til det, at vi, der har et handicap og en uddannelse, overhovedet er på arbejdsmarkedet. Udtalelsen falder i forbindelse med et radioindslag om fleksjob, hvor jeg selv deltog. Jeg vil ikke finde mig i på den måde at blive mistænkeliggjort, fordi jeg er blandt 'de stærkeste og veluddannede af de handicappede'! Og jeg kan da lige hilse direktøren og sige, at stærk eller ej, det betyder knapt så meget i køen.

http://www.dr.dk/P4/Sjaelland/Nyheder/RegionSjaelland/2012/05/01/113758.htm

Der er en gruppe af mennesker med handicap, som har et bevægehandicap, bl.a. kørestolsbrugere, hvor det bør være åbenlyst for alle, at det ikke er hensigtsmæssigt, at vi bliver jord- og betonarbejdere. Denne gruppe er faktisk så stor, at det slår igennem i statistikkerne og derfor er det alt andet end fair at nævne det som noget negativt. Det er jo et udtryk for at fleksjobordningen virker: vi, der har både uddannelse og restarbejdsevne tilbyder os på arbejdsmarkedet og er ikke på passiv forsørgelse.Nægter man at anerkende dette, er det fordi man har en anden dagsorden, hvad den så kan være. Det skal jeg ikke kunne sige.

Det daglige svar er til stadighed det samme. Har jeg nogen alternativer? Ja, jeg kunne jo gå tilbage til passiv forsørgelse og igen tale imod den hvilende førtidspension, jeg har. Men helt ærligt! Det kan da ikke være meningen i en tid, hvor alle, inklusiv vores nye regering, råber på, at hvo kan arbejde, skal arbejde! Og det vil jo heller ikke bevirke, at jeg ikke fortsat vil være offer for den heksejagt på alle, der ikke tilhører centrum-højres ranke, lyse Kanvasklædte rollemodeller, der aften ind og aften ud smører deres leverpostejmad til næstedagens dont.