Denne gang om, hvor lidt, der er at skrive om og om, hvordan vi får gang i at skabe arbejdspladser for mennesker med handicap. Og da lediggang er roden til alt ondt, er der sandelig mange opgaver til både os selv og til fru beskæftigelsesministeren!
Det er ikke nemt at skrive en blog, når der ikke sker andet end de forudsigelige hændelser såsom endnu flere mails i mailboksen, der fortæller det samme enerverende budskab: 'Tak for din ansøgning. Stillingen er besat til anden side.'
Egentlig burde den efterhånden omfattende korrespondance sendes som dokumentation til Beskæftigelsesministeriet, så man her kunne få bare lidt mere føling med den virkelighed, der hedder, at det faktisk er temmeligt svært at få et fleksjob - hvilket statistikkerne også fortæller ganske tydeligt, selv om det ikke synes at være trængt ind bag Christiansborgs tykke mure endnu.
Her virker det som om man har mere travlt med at lytte til CEPOS, der tonser afsted med deres politiske manifestationer om, hvad man bør ændre på for at få folk til at arbejde. Og her er såmænd ikke noget nyt under solen: der skal pisk til, synes at være det eviggyldige svar. Også det emne - og ikke mindst konsekvenserne for os fleksjobbere - har været berørt ganske mange gange på denne blog, så heller ikke det har mere den helt store underholdningsværdi.
Endnu engang må det konstateres, at selv om man gerne vil betragte det at finde et job som et individuelt problem, så er det i høj grad blevet et kollektivt problem - ikke mindst med 25% ledige fleksjobbere, og med udsigt til endnu flere. Til et kollektivt problem hører nu engang kollektive løsninger - og dem mangler vi. Jeg har tidligere citeret beskæftigelsesministeren for at sige, at det kræver en stor indsats fra såvel private som offentlige virksomheder. Et svar der lyder tilforladeligt, men langt fra er godt nok.
Det er ikke godt nok fordi vi står med en meget stor gruppe af arbejdsløse fleksjobbere, der ikke har nogen form for udsigt til at komme i arbejde med den indsats, der ydes i øjeblikket. Det er jo jobcentrene, der skal skaffe disse fleksjob, men de kan slet ikke følge med. Det efterlader os i et tomrum, hvor vi hver især må prøve at skaffe os et job gennem uopfordrede ansøgninger.
Det er nødvendigt med en mere målrettet indsats og nogle passende redskaber til at sætte noget igennem, hvis vi skal udfylde det aktuelle behov for fleksjob på 17.000 arbejdspladser. Hertil kommer de flere, som vil være konsekvensen af fleksjobreformen. Minimum 6.000 flere, hvis der ikke ændres i regeringens 'ambitioner' med den såkaldte reform.
Det er på tide at kigge ned i værktøjskassen og se, hvad man kan få til at virke. Der har været nævnt muligheden for at virksomheder enten kan ansætte fleksjobbere efter kvote eller at de kan betale sig fra ikke at ansætte.
Jeg ved ikke, hvad jeg synes om en sådan ordning, for den er ikke uproblematisk. Selv om jeg godt ved, at der findes mange typer handicap, så vil jeg nok have en tendens til at fokusere på, at vi er en hel del, der har et handicap, der kræver fysisk tilgængelighed.
Fra min egen jobsøgning ved jeg, at det langt fra er alle arbejdspladser, der kan byde på medarbejdertilgængelighed. Ser jeg blot på min egen kommune vil der være mange afdelinger, hvor det vil være en umulighed - og det ser fra min stol ud som om det står endnu værre til i private virksomheder.
Jeg ved godt, at der kan gives tilskud i konkrete tilfælde til ændringer, der sikrer tilgængeligheden. Det er med de pressede budgetter ikke realistisk at tro, at man i særligt udstrakt grad vil være tilbøjelig til at bruge de nødvendige midler på specialindrette arbejdspladser.
Vi løber ind i det dilemma, at 'fortidens synder' indhenter os: vi har aldrig fået en lovgivning, der reelt sikrer tilgængeligheden på arbejdspladser. Der er stadig for mange huller i lovgivningen til, at det ser fornuftigt ud.
En anden mulighed er virksomhedstyper, der henvender sig særligt til mennesker med forskellige typer handicap. De findes i dag og de er ofte struktureret som socialøkonomiske virksomheder, dvs. virksomheder, hvis primære formål ikke er at skabe overskud, og i den grad, det sker, at bruge pengene på at konsolidere virksomheden eller generere nye arbejdspladser eller foretagsomhed.
Socialøkonomiske virksomheder kan findes inden for mange områder. Nogle er inden for miljø og energi og andre er inden for f.eks. beskæftigelse af mennesker med handicap. Et andet fællestræk end den økonomiske organisering er, at de ofte er inden for i forvejen uopdyrkede forretningsområder eller inden for udvikling - et område, hvor det med en række samarbejdspartnere kan være en hensigtsmæssig organisationsform.
Faren ved socialøkonomiske virksomheder er, at de kan udvikle sig til en form for 'parallel-samfund' med en vis lukkethed, men det er ikke et større problem end det kan modvirkes. En anden fare er, hvad der sker hvis de udkonkurreres på et frit marked og ikke kan klare sig. Det vil stille svage grupper af medarbejdere dårligt. Det kan man imidlertid også gardere sig imod.
Samlet set findes der en række muligheder, som kræver,
- at lovgiverne kommer på banen med nogle brugbare redskaber i form af krav til tilgængelighed i bredeste forstand.
- at lovgiverne også animerer til ansættelse af fleksjobbere (og her menes ikke billig og villig arbejdskraft, som CEPOS plæderer for), vel at mærke på overenskomstmæssige vilkår.
- at vi i fællesskab får udviklet 'bæredygtige' socialøkonomiske virksomheder, der på rimelige vilkår kan opsuge en stor del af den arbejdskraft, som vi alle gerne vil have i spil - ikke som reserve, men som fuldgyldige medlemmer af fællesskabet.
Der er masser af opgaver at tage fat på - og ja, de kræver en stor indsats, men også en fælles indsats, hvor beskæftigelsesministeren ikke blot fortsat kan lukke øjne og ører!
