Denne gang lidt mere indadvendt og om chokket over at se sig selv på en måde, der ikke blot kan skræmme mig selv men også enhver potentiel arbejdsgiver.
Efter nu nogle gange at have smidt om mig med en masse grimme ord om alt og alle, der kommer på tværs af alle os fleksjobbere, vil jeg lige vende tilbage til min egen lille verden. For hvordan vi end vender og drejer det, så er vores helt egen fremtoning også en vigtig del af det at få et job. Her fik jeg forleden intet mindre end et chok. Det, jeg skriver om nu, er ikke særligt behageligt for mig, men jeg overlever vel nok endnu en erkendelse mere oven i mange andre.
Billedet af denne sure og meget tillukkede herres som ses øverst her på siden, er taget umiddelbart forud for det åbne samråd om fleksjobreformen onsdag den 28. marts på Christiansborg. Det er taget af min hjælper. Jeg bad hende om at tage nogle billeder med min telefon, når nu udflugten var gået til staden. Det er jo altid noget ganske særligt for os provinsboere...
Jeg havde nok forestillet mig nogle muntre billeder a la skønmalerier, der kan komme ud af for eksempel forventningerne til en god cirkusforestilling... naturligvis uden nogen sammenligning med dagens tema iøvrigt. Jeg havde ikke lige forestillet mig, da jeg senere skulle kigge billederne igennem, at jeg skånselsløst skulle konfronteres med intet mindre mig selv... når jeg er værst.
Når jeg tager det op her er det naturligvis fordi jeg tror, at jeg ikke er den eneste, der har dette problem. For det er faktisk et problem for mig. Lige da jeg først så billedet vældede den store skylle af barrikader op i mig med alverdens gode undskyldninger: jeg sov sent, sov dårligt, havde været tidligt oppe, holdt i endeløs kø på motorvejen, så omkørsler inde i staden, kørte lige forbi Rytterstatuen to gange, kunne ikke finde en parkeringsplads, problemer med min hjælpers adgang osv. osv.
Altsammen ganske glimrende undskyldninger, som kun lider af en fejl: man kan ikke læse hele min lange og for indviede forhåbentlig ubærlige lidelseshistorie af fotografiet. Det er jo en fastfrysning af et øjebliksbillede, som stik imod mine egne intentioner tillader sig at fortælle sin helt egen historie om en sur gammel mand, som man ikke ustraffet nærmer sig eller henvender sig til. Eller sagt kort og godt: sådan én ville jeg da ikke selv ansætte, hvis jeg var arbejdsgiver - ikke på vilkår! Det tjener kun til at skræmme andre mennesker væk.
Nu er der jo skrevet tykke og sikkert også videnskabelige værker om vores fremtoning og om, hvordan vi skaber et godt, varmt og tillidsvækkende billede af os selv ved en åben, smilende og inviterende attitude over for vores omgivelser. Det nytter ikke meget, at jeg har et nogenlunde sprog og en evne inden for skriftlighed, hvis jeg ikke umiddelbart kan skabe den kontakt, der er nødvenlig for at kunne f.eks. portrættere et menneske. Skal jeg bag facaden, skal jeg gå foran med åbenheden.
Grundlæggende handler det om en vis generthed. At have det skidt med nyt og uvant. Noget, der måske vil få nogle, der kender mig, til at grine lidt, for almindeligvis er det ikke det, man vil kalde et velkendt og fremtrædende træk ved mig. Ikke desto mindre hader jeg nye situationer, hvor jeg ikke føler, at jeg har styr på det hele. Jeg kan sagtens stille mig op i en stor forsamling og fortælle om noget, jeg har styr på og velforberedt på og hvor jeg er på hjemmebane. Intet problem. For mig tager det tid at skabe et rum, hvor jeg fungerer - og den tid er der ikke, for inden da har mine omgivelser allerede skabt sit eget nådesløse indtryk, som det kræver tid og ikke mindst kræfter at ændre igen.
Det kræver bevidst arbejde at ændre på usikkerheden - og måske endda at jeg tillærer mig nogle grundprincipper i udstråling i forhold til andre mennesker. De fleste kender de mest gængse psykologiske attituder som f.eks. de korslagte arme, der signalerer lukkethed og 'nærm dig ikke'. Eller 'kom til mig-attituden', som er modpolen og klassisk fremstillet i de mange billeder af Jesus med de udbredte arme inviterende alle børn.
Nu har det jo sine vanskeligheder at bevæge sig rundt i en elektrisk kørestol med udbredte, favnende arme for at udstråle åbenhed og imødekommenhed. Men mindre kan jo gøre det, så jeg i det mindste ikke skræmmer omgivelserne. Ikke fordi jeg grundlæggende tror, at usikkerheden har så forfærdelig meget med min funktionsnedsættelse at gøre. Blot for at fabulere lidt over billedet.
Somme tider er det godt at blive tvunget til at se sig selv på en anden måde. Sure-fotoet bliver en øjenåbner. Og hvis det så kan føre til lidt proaktivitet med hensyn til en udadfarende og imødekommende attitude, så er det vel ikke så ringe endda.
Plads til forbedringer er der da...
