Om at havne i et hul, kæmpe sig op og lære at bruge de våben, der nu engang er til rådighed! Ikke én gang, men gang på gang.
Når jeg læser i medierne og diverse diskussionsfora om fleksjobreformen, er der nogle uhyggelige træk, der går igen gang på gang: frygten for fremtiden og fortvivlelsen over, at forsørgelsesgrundlaget nu formodentlig bliver revet væk under os fleksjobbere. Jeg kan ikke selv sige mig fri for frygten. Det er absolut noget jeg kan genkende: at falde ned i et stort dybt hul og bare ikke kunne komme op igen. Ligge der og bare vente på, hvad 'de' kan finde på at gøre med mig. I disse situationer intet med 'os' - kun 'mig' - for lige præcis nede i hullet kommer der også en afsindig ensomhedsfølelse, Den gør det bestemt ikke nemmere at håndtere hele situationen.
Reformen bliver præsenteret som noget, der bliver sådan, som den er fremlagt. Gennemlæsningerne giver intet håb om, at der bliver så meget som ændret et komma. Gennemlæsningerne afslører også, at reformen ikke er til debat. Det kunne man vel ellers forvente med en så grundlæggende forandring af vores velfærdssamfund. Men nej. Ordet debat forekommer ikke én gang i reformprogrammet. 'Det er da løgn' siger jeg til mig selv og laver et dobbeltcheck i form af en søgning hele dokumentet igennem. Min computer har åbenbart en venlig sjæl, for inden for et sekund har den svaret mig, kort, venligt, men også uden debatmulighed, at den 'Fandt ingenting'.
Engang imellem lykkes det dog på en eller anden vis at komme op af hullet. Og heroppefra ser tingene jo helt anderledes ud. Der er lyst og det står klart, at der selvfølgelig altid er muligheder. Og vil beskæftigelsesministeren ikke debattere, jamen, så må vi debattere med alle andre end hende. Det er jo en af måderne at tvinge ministeren ud af den busk, hun gemmer sig i.
Den 8. april dukkede der på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside et indlæg op. Det havde en titel i den for ministeren så velkendte stil - 'Flere skal bidrage til fællesskabet og færre skal på passiv forsørgelse'. Overraskende nok, og vel også lidt paradoksalt, stod det under ministeriets rubrik 'Debat'. Der var dog ikke noget nyt i selve indlægget ud over, at ministeren er nået til en vis selverkendelse i formuleringen 'I al stilfærdighed minder jeg om, at der er andre på arbejdsmarkedet, der arbejder 37 timer til en lavere løn...'. Ja, det er stilfærdigt og slet ikke til debat, når det kommer til stykket. Jeg tillægger nu dette mere en taktisk ændring i ministerens argumentation. Ministeren forsøgte sig først med en argumentation om, at fleksordningen skulle laves om, fordi der var for mange højtlønnede fleksjobbere. Denne uhyrlige påstand blev gendrevet - mindre end 3% af fleksjobbere tjener de tårnhøje beløb, som ministeren turede frem med.
Derfor har de været brug for at twiste ministerens argumentation lidt. Ser man på kvaliteten af påfundet, kunne man forledes til at tro, at det var de ministerielle kommunikationsfolk, der arbejdede for mindre end det, en pædagog tjener på 20 timers fleksjob, som ministerens udsagn gik på. Med mit kendskab til den verden, er det ikke folk, der tjener som en fleksjobber, der har produceret dette makværk. Der har sandsynligvis været involveret indtil flere med en indtægt langt højere end nogen fleksjobber i Danmark kan drømme om. Synd, for argumenterne står ikke mål med arbejdet i kvaliteten af det produkt, som de ministerielle folk har produceret. Deres indsats til trods når budskabet ikke ikke ud over scenekanten. Ministeren er stadig nødt til at argumentere med det urimelige i at mennesker med handicap har samme rettigheder som alle andre. Det er i bund og grund det, der er ministerens besked til os.
Ministeren skal ikke slippe afsted med dette. Det er ihvertfald min konklusion, når jeg er 'oppe af hullet'. Der skal kamp til stregen - og her har jeg sikkert nogle fordele i forhold til mange andre: Jeg kan skrive mig ud af det. Min computer bliver min Kalashnikov. Bogstaverne bliver til forhåbentlig velrettede maskingeværsalver af spiddende ord, der skal hamre direkte ind i hjertekulen på, og stille spørgsmålstegn ved, mine modstanderes gøren og laden. Der skal skydes med skarpt - mod hjertekulen. Svært, når det drejer sig om hjerteløse mennesker, men gøres skal det.
Vil de krig, så tager jeg den gerne - på ord forstås... og det er vi mange, der gør.
