Vil du frem i verden, så må du pakke din ansøgning ind i noget, der bliver lagt mærke til, synes det moderne samfunds reklameorienterede devise at være. En reflektion om artikler og alterlys som den indpakning, der sælger varen...
Kreativiteten skal spændes op til lir, hvis jeg vil vinde i konkurrencen om et job. En ganske almindelig ansøgning på et hvidt stykke papir med adressen skrevet på den jeg søger hos, en afsenderdato, en klar 'vedrørende job' og så en tekst om, hvorfor jeg søger jobbet - den er jo helt gal! Det bør du da kunne indse. Den drukner blandt alle de andre stykker hvide papirer, hvor der også er skrevet, hvem den er stilet til, en afsenderdato og så en flad tekst om noget så kedsommeligt som hvorfor man søger jobbet. Det er der jo slet ikke nogen, der gider læse om! De dør jo af kedsommelighed inden de kommer gennem adressaten!
Næh, for at blive lagt mærke til må der nye og ganske anderledes virkemidler til. Det kommer jo ganske enkelt af den måde vi organiserer hele vores kommunikation på. Den skal være markedsorienteret og servere hele essensen i din historie på under 10 sekunder. Lykkes det ikke at fange opmærksomheden ganske overbevisende og positivt i løbet af den tid (eller måske endda kortere), så er du dømt ude og du har ikke skyggen af chance for at trænge igennem. Det svarer lidt til reklamer: det vigtige er ikke om dit produkt er et godt produkt eller et lorteprodukt, men om du er i stand til at levere det rigtige set-up i din reklame: en sjov pointe, en kendt skuespiller eller speakstemme og så ellers noget, der når at fange din opmærksomhed i løbet af de tre første sekunder - ja, så kører bussen... Brænder du igennem til den travle, businessorienterede HR- chef i løbet af disse ganske få øjeblikke, så har du måske en chance for at komme igennem det berømte nåleøje.
Sådan er der ihvertfald nogle, der ser på det - og hvem vil sidde det overhørigt, at det er nødvendigt at bringe kreativiteten i spil for at trænge grundigt igennem. Der skal ihvertfald tænkes over sagerne, og selv om vi endnu ikke er nået helt derud, hvor ansøgningen skal skrives på en toiletrulle eller leveres som en skifteramme, så skader det jo ikke at styrke det kreative udtryk. Gør jeg ikke det, er jeg jo nærmest selv skyld i, at jeg bliver diskvalificeret... og det ønsker jeg naturligvis ikke.
Så det er bare i gang. Stadig handler det naturligvis også en lille smule om indholdet. Selv om indpakningen skal sælge, bør der vel være lidt substans i selve teksten. Den skal være kort, vise at jeg har forstået indholdet i jobbet og knytte an til 'kerneordene' i annoncen. Her er det jo vigtigt at huske, at næsten uanset, hvilket job jeg søger, så skal jeg være 'dynamisk', 'selvstændig' og 'ambitiøs' eller andre plusord, der dækker nogenlunde det samme. Godt så... det er jeg nødt til at forholde mig til.
For at få teksten ned i omfang, så ud med alt det trivielle med den der laaaange og kedsommelige Adam og Eva-historie om uddannelse og gøremål inden for ditten og datten. Det står alt sammen i CV'et eller kompetenceprofilen. Hvis jeg på mine 3-10 sekunder formår at brænde igennem og virke 'interessant', så er der nok én, der bliver sat til at kigge alt det formelle igennem i de vedhæftede bilag - så ud med det. Tilbage står, hvorfor jobbet tiltaler mig, hvad jeg kan levere - og hvorfor netop jeg kan levere det så mega-meget bedre end alle andre. Det skal være kort og præcist - og vel at mærke samtidig fortælle, hvilket menneske jeg er.
Men det står stadig på det dér irriterende hvide papir velordnet og formelt som et brev... og den går altså ikke, for hvis ingen kæmper sig gennem teksten, så er jeg da lige vidt. Der er ingen vej uden om: det skal en gang gennem den kreative vridemaskine... tænke... tænke.
Og løsningen er jo ikke så langt væk, hvis den skal binde an til mit arbejdsfelt - journalistik. Så skal den naturligvis have en fræk overskrift, en fortællende manchet, nogle mellemoverskrifter, nogle fotos og sættes op i spalter som en artikel. Så bør den da være hjemme. En artikel midt i den trøstesløse stak af brevpapir, der pudsigt nok alle starter i øverste venstre hjørne, dén må da råbe på opmærksomhed!
Ja, engang imellem kan løsningerne være rimeligt enkle. Og så priser jeg mig lykkelig for, at jeg ikke søger en stilling som alterdreng i en katolsk kirke: det er så uendeligt meget mere besværligt at skulle smelte teksten ind i et alterlys, selv om det nok ville være et gimmick, der blev lagt mærke til i de rette kredse...
