Nogle tanker om beskæftigelsesministerens parkeringsplads - bliver den større eller mindre? Og hvis ærinde går hun så med sin 'humanistiske' politik?
Jeg er 57 år. Jeg har haft muskelsvind hele mit liv. Jeg fik pension som 16-årig alene med baggrund i min diagnose. Fik en studentereksamen og måtte så selv klare resten af mit uddannelsesforløb. Jeg fik en bachelor i kommunikation på RUC. Jeg arbejdede ved siden af min pension med de rimelige reduceringer det betød. Jeg har aldrig ønsket at være på førtidspension og i 2002 efter mere end 30 år på førtidspension blev jeg visiteret til et fleksjob - og fik det i egen kommunikationsvirksomhed, som jeg havde drevet i adskillige år. Det fortsatte til 2008, hvor jeg fik et fleksjob i en statslig styrelse som journalist indtil jeg 1. februar i år sammen med en masse andre røg ud på grund af voldsomme nedskæringer i bevillingerne. Jeg har aldrig fået nogen tårnhøj hyre, men haft det godt med at arbejde og tjene mine egne penge. Det vil beskæftigelsesministeren nu smadre...
Jeg er langt fra den eneste, der har det sådan. Derfor synes jeg det er groft krænkende, når en beskæftigelsesminister omtaler mennesker som parkeret på førtidspension. Nogle er afhængig af den pension ganske enkelt fordi deres sygdom eller handicap har nogle dimensioner, der gør dem afhængige af førtidspensionen. Vi, der kan og får mulighederne, vil gerne arbejde og bidrage til samfundet. Og det er ikke på grund af en ministertanke, at vi har det sådan. Det er ren og skær uvidenhed fra ministerens side, når hun går i selvsving og tror, at det er hende, der har opfundet den tallerken, hvorpå der står, at vi skal yde til samfundet når vi kan. Luk øjnene op: det har vi gjort i årevis! Et af redskaberne er de fleksjob, beskæftigelsesministeren nu vil tage fra os ved at forringe dem i en grad så vi ikke kan leve af dem.
Når jeg kigger på den udmærkede Facebook-gruppe STOP FLEKSJOBREFORMEN så er et gennemgående træk i de beretninger, som de mere end 2.000 medlemmer fortæller, en håbløshed, som ikke kan undgå at gribe os alle ind imellem.
Dels på grund af den skrigende mangel på fleksjob, der allerede er i øjeblikket - vel at mærke før den såkaldte røde regering for alvor er gået i gang med at demontere ordningen i skøn forening med partierne i den tidligere mindst lige så reaktionære regering.
Dels på grund af netop den meget alvorlige og ildevarslende trussel, som der lurer forude fra ministeren om en 'reorganisering' af ordningen. En 'reorganisering', der bygger på, at det ikke kan være meningen, at der er nogle enkelte, der får et tilskud, der svarer til under 1/4 af ministerens egen løn - blot for at sætte det lidt i relief.
Den reorganisering at ordningen som beskæftigelsesministeren truer med, tager afsæt i noget, som både hun selv og hendes spinnere sandsynligvis synes er ualmindeligt smart. Hun siger, at ordningen skal reorganiseres, fordi vi skal undgå, at 'unge parkeres på førtidspension'. Målet med en sådan formulering er naturligvis at fortælle, at det er odiøst og grimt at være på førtidspension og vi skal naturligvis alle føle os brødebetyngede over at vi medvirker til denne parkering. Det kan vi ikke have, så i godhedens hellige navn opfinder hun nogle ressourceforløb, der skal erstatte parkeringspladsen. De gør det praktisk talt umuligt at få en førtidspension, hvis man er under 40 år. Ressourceforløbene kan være udmærkede og måske ende med et fleksjob. Måske skal fremhæves med fed og spærrede typer, for allerede i dag - inden beskæftigelsesministeren har fået sine sorte fingre i ordningen - går mere end 17.000 fleksjobbere ledige og venter på et job. Dette tal vil stige voldsomt, hvis den såkaldte reform gennemføres. Den vil nemlig betyde, at der skal oprettes mange flere fleksjob.
Hvor de skal komme fra (husk, at der allerede i dag mangler mere end 17.000) vil ministeren ikke svare på. Nåh jo, hun har faktisk og retfærdigvis svaret mig, efter jeg dagligt gennem en periode havde spurgt hende "Hvor skal jobbene til fleksjob-reformen komme fra, Mette Frederiksen?". Den 11. marts kom det enkle, og vel meget ærlige svar at "...Det kommer til at kræve en kæmpe indsats hos både private og offentlige arbejdsgivere!..." Måske ikke det mest sigende svar - og dog - for står der ikke reelt, at det ikke er ministerens problem? Jeg forsøger stadig dagligt at få en slags uddybning af svaret ved at spørge "Hvem skal stå for denne indsats, og hvilke redskaber får de til rådighed for at løse opgaven, Mette Frederiksen?". Det får jeg stadig ikke svar på. Måske fordi ministeren, der jo ellers er tilhænger af, at 'vi skal løfte i flok' i dette tilfælde overhovedet ikke har tænkt sig at løfte en finger.
Det er der en ganske god grund til. Beskæftigelsesministeren har nemlig efter blokering af førtidspensionen en lille økonomisk finte i ærmet: når reformen gennemføres kan fleksjobbere kun få ledighedsydelse i 2 år – herefter kommer man på en ydelse (naturligvis før skat) på kr 10.300,-. Dette beløb er under OECD’s fattigdomsgrænse - og se, så ruller pengene tilbage i statskassen og vi er godt og grundigt parkeret på fattigydelse! Det kan løfte-i-flok-ministeren lide! Her kan hun slet ikke få armene ned igen i begejstringen over egen påhitsomhed. Jeg vil tillade mig at kalde det nederdrægtighed - og et kanon brud med tidligere tiders kompensationspolitik på handicapområdet. En politik som reelt burde blive styrket med Danmarks tiltrædelse af Handicapkonventionen.
Beskæftigelsesministeren afskaffer ikke parkeringspladsen. Hun gør den meget større med et af dette århundredes mest omfattende bedragerier. Hun sender os tilbage til en parkeringsplads med mindre båse og hvor det vil være meget sværere at komme ud igen. For bommen ved udkørslen bliver spærret og kun et meget stort Dankort med masser af midler kan åbne den. Har du penge så kan du få. Har du ingen... så må du bare blive på din fattigydelse. Altsammen tilsyneladende i humanismens tegn. Men det bygger på en løgn. En løgn, der ligger i forlængelse af den borgerlige politik, der startede for alvor i 2001 med Foghs indtræden på Arenaen og nu fuldbyrdes af en regering ledet af Socialdemokrater. En løgn, der gør os med handicap til syndebukke for den økonomiske krise. Kan man blive mere nederdrægtig?
