Lidt tanker om, at ‘jobbene ikke hænger på træerne’ selv om somme politikere synes at være blandt de sidste troende på dette felt.
Nu kunne nogen ganske fejlagtigt få det indtryk, at jeg ikke bestiller andet end sidde her ved min computer og skrive blog-indlæg, hvor jeg giver ondt af mig over min helt urimelige situation. Jeg bestiller faktisk andet. Det bliver til lidt skriveri ind imellem, men en stor del af dagen går i øjeblikket med at finde et job. Det er ikke så enkelt, som nogle trofaste, der følger med, vil have erfaret. Det kræver – i mit tilfælde – at jeg peger nogle potentielle virksomheder, organisationer m.v. ud, som jeg vil søge et job hos.
Som alle andre, der er blevet ramt af nedskæringer i statssektoren – og det er ganske mange lige i øjeblikket – så er jeg blevet tilbudt et forløb hos et firma, der skal hjælpe os godt på vej til et nyt job. Det er en ganske glimrende proces, der hjælper til at målrette arbejdet, og hvor man også er i stand til at gå ind og hjælpe mig ved at rådgive om den bedst mulige måde at henvende mig til virksomheder og organisationer på.
Og det er slet ikke så nemt, som vi gik og troede ‘i de gode gamle dage’. Dengang søgte man et job og så: ja eller nej. Det er det selvfølgelig også i dag, men det kræver mere indsigt og snilde, hvis jeg vil opnå den største effekt. Og dybest set handler det jo om markedsføring, for, som vi alle jo godt ved med det gamle ord, brugt i tide og utide, så ‘…hænger jobbene jo ikke på træerne…’. Vi skal virkelig kunne sælge os selv for at komme i betragtning til de job, som er. Og her er der naturligvis gode ideer, som vi kan drage nytte af. Det i sig selv skaber jo en ulighed i jobsøgningen. Hvad sker med alle de, der ikke selv har ressourcerne til at finde et fleksjob? Jeg spørger bare.
Der bliver da også tid til en tur udenfor. Ud og se på træerne. Og det er rigtigt nok. Der hænger ingen jobs på dem. Hverken nogen, hvor der står journalist, kommunikationsmedarbejder, formidler eller noget andet relevant. Og iøvrigt heller ikke kassedame m/k i Netto. Men nu er jeg jo ikke helt ubekendt med hverken natur eller træer, og det forekommer mig, at jeg faktisk aldrig har set nogle hænge dér… så det er bare ind igen og i gang med alle de ‘kreative’ ideer.
Som jeg tidligere har beskrevet, så er de fleste almindelige stillinger, hvor der efterspørges arbejdskraft inden for mit felt (jeg tillader mig, trods mine udfald i går mod politikere, der er uforstående over for de mest åbenlyse problemer, at gå ud fra, at de fleste – naturligvis ikke det store ord alle – kan indse, at i min situation bør jeg muligvis have dispensation til ikke at søge jobs ved kassen i Netto eller som jord- og betonarbejder), så er det stillinger, hvor det skal være fuld tid eller mere end de 15 timer, jeg forventeligt mindst skal og kan arbejde ugentligt. Derfor skal jeg, som tidligere nævnt, selv ‘opfinde’ jobbet og overbevise min kommende arbejdsgiver om, at vedkommende ikke kan eksistere uden mig. Det står jo med al ønskelig tydelighed klart, at politikerne her i landet hverken har intentioner, fantasi eller redskaber til at skaffe alle de fleksjob, der mangler. Ethvert spørgsmål i retning af, hvor jobbene skal komme fra, bliver mødt med pinlig tavshed. Man skulle faktisk tro, at politikerne i deres lille lukkede Christiansborgverden tror, at jobbene hænger på træerne. Potentielt tenderer det jo til et æresmedlemskab i Dansk Blindesamfund eller foreningen af clairvoyante: de har syner, vi andre er udelukket fra.
At ‘opfinde’ job og jobfunktioner kræver et grundigt arbejde. Jeg skal sætte mig ind i, hvad min eventuelt kommende arbejdsplads har af kommunikation i forvejen, hvad de eventuelt kan mangle, som jeg kan byde ind med og så skal jeg sælge det på en måde, så det kommer til både at virke som en god og økonomisk ansvarlig løsning. Det er slet ikke så enkelt. …Alternativet kan jo reelt opfattes som tiggeri og forsøg på at appellere til arbejdsgiverens dårlige samvittighed: at få et “overflødigt” job skabt på baggrund af ’samfundspligt’. Og er det ikke at foretrække, at der virkeligt og repsektfuldt er brug for os, så det ikke bare er ‘en medlidende hattedame-ansættelse’?
Ak ja, engang imellem ville det måske være det enkleste at være blandt dem, der kan bilde sig ind, at jobbene hænger på træerne… Men måske vågner selv de en dag. Måske om 100 år, hvis de stikker sig. Sikke en smerte de vågner til… og i mellemtiden er det måske godt, at vi andre er mere realistiske med, hvad vi skal gøre…
