Analytikere? konsulenter? fagkompetencer? tørre tal? professionalisme? Vi er omgivet af mennesker, der 'handler med os' som en anden konsumvare. Sikkert i den gode sags tjeneste og af bedste hjerte. Men hånden på samme hjerte: hvor mange af dem skal selv leve med konsekvenserne af deres egen rådgivning på handicap- og jobområdet?
Indrømmet: Jeg er lidt på dybt vand med dette indlæg, for jeg kender masser af mennesker, der har det gode hjerte, den sociale indsigt og er i stand til at kæmpe bravt for en gruppe af mennesker på en særdeles vellykket måde - uden selv at tilhøre gruppen.
Man kan sagtens have en stor viden og kompetence omkring muskelsvind uden selv at have muskelsvind. Lad det være sagt med det samme.
Men man kan som menneske med muskelsvind også bibringe de gode og dygtige fagfolk en overordentlig vigtig, yderligere kompetence ved at indgå i en dialog, hvor erfaringer fra egne oplevelser kan blive netop det element, der ganske afgørende styrker argumentationen i en sag og dermed også målet.
Mit budskab er ikke, at hvis man ikke selv har muskelsvind, så ved man slet ikke, hvad det handler om. For det er ikke en kompetence alene at have muskelsvind. Det kan blive det, hvis jeg f.eks. har en yderligere kompetence, der gør, at jeg kan formidle vigtige sider af de tanker og følelser, som min sygdom fører med sig.
Jamen betyder det så ikke, at man mister overblikket og glemmer at forholde sig nøgternt og analytisk til en sag, når nogen er part i den? Nej. Det handler nemlig om en balance mellem begge dele - og gerne om, at vi, der selv har både et handicap og en faglig indsigt bringer dette i spil.
Det har vi mange og gode erfaringer med i Muskelsvindfonden, der i høj grad bygger på den dialog, der er mellem kompetente fagfolk og kompetente fagfolk, der selv har et handicap - som slet ikke behøves at være muskelsvind.
Nogle af vores allerdygtigste fagfolk har ikke muskelsvind. Men det er faktisk vores allerdygtigste fagfolk, der er bedst til at bruge foreningens synergi. For de ved, at for at brænde igennem i mediebilledet i dag, så skal vi have de mennesker i front, som det handler om. Lidt frækt sagt er det denne kombination, der gør muskelsvindfonden til en stærk forening med en central placering i mediebilledet trods liden fysisk styrke.
For ikke at træde nogen over tæerne skal jeg skynde mig at sige, at Muskelsvindfonden langt fra er den eneste handicaporganisation, der arbejder på denne måde. Det er blot herfra, jeg kender det.
Men tag så lige et kig rundt blandt alle de fine fagkompetencer, som det vrimler med inden for private rådgivningsfirmaer på beskæftigelsen af mennesker med handicap. Der skal da sikkert være en og anden, der har en nedgroet negl, døjer med lidt urinsyregigt eller andre 'småtterier'. Det samme gælder i ministerierne og de rådgivningsorganer, der er omkring vigtige sider af det at have handicap. Kigger jeg billeder og kompetencer igennem er det slet ikke det åbenlyse billede, at der sidder overvældende mange mennesker med væsentlige handicaps rundt om disse steder.
Efter min mening er det en meget stor katastrofe.
Særligt med baggrund i, at man kører meget humanitært funderede, søde oplysningskampagner med titler som 'Evner i fokus'. Måske kunne vi berige med den forståelse for hele handicapproblematikken, som er nødvendig for at kunne håndtere dette område. Man har jo eksempelvis ikke samme berøringsangst ved at inddrage arbejdsgivere i samme projekter.
Særligt med baggrund i, at der netop inden for disse områder er brug for en alsidig indfaldsvinkel og ikke kun den sædvanlige akademiske 'nu-skal-vi objektivt-betragtet- lige-komme-og-sætte det-hele-på plads-for-jer-attitude', som jeg desværre har oplevet alt for mange gange. Der er brug for os til sparring og advarselssignaler på de allermest tåbelige påfund fra eksempelvis diverse ministre eller kommuneorganisationer.
Særligt med baggrund i, at der lige nu mangler mere end 17.000 fleksjob. Det skulle være meget underligt om der ikke var nogle af os, der kunne bidrage med væsentlig viden på nogle af disse kompetencefelter. Særligt på Jobcentrene og hos de private udbydere, der på mere eller mindre smagfuld vis opererer inden for handicapområdet er det mit indtryk, at der i særdeleshed kunne være brug for os, der ved, hvor skoen trykkker.
Nå, men undskyld min utidige indblanding i disse akademiske cirkler. Det kommer nok til at ske igen, for det er utroligt vigtigt at vi får del i den magt og at vi ikke lader 'de andre' tage magten over os! Jeg vil ikke være et objekt, der bliver handlet med. Jeg vil have indflydelse. Det tror jeg vi alle vil.
