Et langt overvejende flertal af jobs inden for mit arbejdsfelt, journalistikken, besættes uden opslag. Derfor har jeg også en lang række gøremål i at gøre samme netværk opmærksom på, at jeg er på markedet.
Inden for de såkaldte kreative jobcirkler, jeg vel må siges at bevæge mig, handler det om at kende nogen, der måske kender nogen, der måske kan bruge én med mine faglige og personlige kvalifikationer. Umiddelbart bryder jeg mig ikke om at kalde journalistik for et kreativt arbejde, for kreativiteten består mest i at se fortællingen og formidle den, så budskabet står klart. Det kalder naturligvis på en vis portion kreativitet, men de fleste, der har beskæftiget sig med faget, ved, at processen består af langt mere: at få ordene til at makke ret, så de udgør en loyal fortælling. Men lad det nu ligge. Blot en påpegning af, at journalistik i høj grad også er et håndværk.
For mig gælder det to ting: at nogle ved at jeg er ledig og at de samtidig kan se nogle muligheder i at skrue et ‘farbart’ fleksjob sammen. Hvis nogen i mit netværk kan se mit beskæftigelsesbehov i sammenhæng med, at en virksomhed står og mangler én, der kan ‘det som jeg kan’ så er der en mulighed for, at brikkerne kan falde på plads. Det handler altså meget om at få nogen til at se mulighederne. Der er ingen tvivl om, at netværk og kendskab til hinanden spiller en afgørende rolle her. Processen lettes af, at nogen kender mig, har arbejdet sammen med mig i nogle sammenhænge og måske derfor kan ‘berolige’ en kommende arbejdsgiver: det kan godt lade sig gøre at stille faglige krav og forvente af mig, at jeg kan varetage et job, selv om jeg sidder i en kørestol og i udstrakt grad er afhængig af at have hjælp til mange praktiske ting i hverdagen. Jeg mener naturligvis, at det uanset hvilket job, jeg søger, så skal det altid være min faglighed. Samtidig har jeg så mange erfaringer med, at det for nogle mennesker kan være vanskeligt at fjerne fokus fra min i den sammenhæng ganske uvæsentlige kørestol og alene se mig som det, jeg er – en potentiel arbejdskraft. Derfor føler jeg mig også forpligtet til at være opmærksom på og aktiv i forhold til at sikre fokus på min faglighed.
Tankerne glider her hen på et aspekt af fleksjob-ordningen, som måske er værd at kigge lidt på. Jeg synes, fleksjobordningen er et kanongodt redskab til at sikre mennesker med handicap enten en forbliven på arbejdsmarkedet eller en adgang til arbejdsmarkedet. Det er en helt naturlig tanke for mig, efter at være kommet ind i hele denne proces, at stille spørgsmålet: Hvordan klarer mennesker, der måske har knapt så mange ressourcer, sig i denne kamp for at sikre sig et fleksjob? Jeg kan allerede nu se, at det bliver en kamp at finde et job – og ikke alle er rustede til at føre den alene. Jeg håber, at man fra Jobcentrenes side både er i stand til og føler sig mere forpligtet til at engagere sig lidt mere omkring de mennesker, der ikke har samme ressourcer og netværk som jeg.
Og så tilbage til mit netværk. Om det skyldes begrænset fantasi eller skødesløshed ved jeg ikke. Men som så mange andre forholdsvis ressourcestærke mennesker i dette land har jeg selvfølgelig gennem flere år haft en profil på LinkedIn. Koden skal lige støves af, og så…. hmmm. Må konstatere, at jeg kun sporadisk har været på besøg. Profilen er mangelfuld. Og værst af det hele: jeg har ikke dyrket netværket, så det viser sig ganske pouvert. Så det viser sig at tælle 14-15 mennesker… det burde jo være større, men det har ikke været vigtigt for mig før nu. Skidt og dumt, når virkeligheden er, at det har stor betydning. Nå, så er der ikke andet at gøre end at starte i øverste hjørne og bevæg mig dernedad. Nu skal der netværkes – og det skal ind på lystavlen, at det er noget, der skal dyrkes ikke blot, når jeg har glæde af det, men hele tiden.
LinkedIn har en funktion, så jeg kan bede andre om udtalelser, hvis de kender mig og har arbejdet sammen med mig. Den skal nok bringes i spil, men jeg må nok lige overveje lidt, hvor, hvordan og i forhold til hvem.
Tænkepausen bruges til at sende nogle chatbeskeder til udvalgte Facebook-venner om min nye situation og om, at jeg er ledig på markedet, så tænk på mig, hvis…