Jeg kan ikke blive ved med at have ondt af mig selv blot fordi jeg er blevet fyret. Det er der sgu så mange, der bliver hver eneste dag. Det er jo blot en del af den virkelighed, det knytter sig til den produktionsform og den måde som ‘vi’ har valgt at organisere samfundet på.
Efter at have sundet mig nogle dage, hvor alskens tanker, sortsyn, woodooting med nedkaldelse af forbandelser over diverse beslutningstagere og hvad der nu ellers hører med, er det tid til at vågne. Tid til at tage nogle beslutninger.
Jeg ved, at én ting er helt sikkert: jeg vil ikke gøre indsigelse over den påtænkte fyring, selv om mit forbund syntes, vi skulle overveje det. Det syntes jeg ikke. Slet ikke med en begrundelse om, at det ikke er fair, fordi jeg er i fleksjob. Vi har som mennesker med handicap et ønske om at være en del af arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre. Så må vi være det både på godt og på ondt. Ganske indlysende og fair. Naturligvis skal vi i fleksjob være underlagt de samme betingelser som alle andre. Det er jo en af målsætningerne med lovgivningen, som er en kompensationslovgivning. Vi skal have en selvjustits, der siger, at vi ikke er fredede eller skal tiltage os eller påkalde os særrettigheder. det er den eneste måde ’systemet’ kan fungere på.
Når det er sagt, er der en anden del af problematikken, som er mere vanskelig at tackle, men som ikke hører med til selve det at blive fyret – og derfor ikke skal rodes sammen med selve denne situation. At miste et fleksjob kan ikke helt sammenlignes med at miste et ‘almindeligt’ job: I mit tilfælde skal jeg mindst arbejde ca. 15 timer ugentligt. Ingen af de jobannoncer, som jeg ser, er der nogen, der søger en person på f.eks. 15 timer. Der begynder så småt at komme annoncer, hvor man er åben over for en fleksibel arbejdstid – eller hvor man er åben over for, at det kan være en fleksjobber. Men det hører stadigvæk til sjældenhederne, medmindre der er tale om såkaldte ’sociale virksomheder’, hvor man i forvejen er fokuseret på at skabe jobs på særlige betingelser for netop at imødekomme det behov, som der er på området. Et godt eksempel er TV-Glad og hele Glad-koncernen, men der er også andre sociale virksomheder, der bruger både fleksjob og andre former for beskæftigelse.
Alt i alt betyder dette faktum, at betingelserne for at søge jobs ikke helt er de samme. Jeg har erfaring med det fra tidligere. Jeg var fra 2002 i fleksjob som freelancejournalist i egen virksomhed – et job, som i længden var meget ensomt og ofte gav problemer, fordi jeg var helt alene uden sparringspartnere udover en personlig assistent, der desværre gik på efterløn. Jeg begyndte at sende uopfordrede jobansøgninger til en lang række virksomheder og institutioner – den eneste og mest farbare vej for mig at se, når det gælder om at gøre opmærksom på, at der ‘går’ en arbejdskraft som mig rundt, som måske kan bruges i nogle sammenhænge, hvis man vel at mærke tænker kreativt.
Et af de steder, hvor jeg dengang søgte, var Socialministeriet. ‘Naiv’ som jeg var, sendte jeg også dem en uopfordret ansøgning. Det bevirkede, at jeg fik et venligt, men bestemt brev om, at jeg ikke kunne sende en uopfordret ansøgning. De opslog de stillinger, som de havde brug for, så jeg kunne blot søge på dem. Jeg skrev tilbage til dem, at jeg i så fald gerne ville vide, hvornår de næste gang søgte en journalist på 15 timer om ugen – og gjorde samtidig opmærksom på, at det jo stillede mennesker, der har brug for kompenserende beskæftigelse, ulig dårligere på arbejdsmarkedet. Endnu et venligt, men bestemt svar, der godtgjorde, at det ikke var Socialministeriets resortområde, og at man ville sende min henvendelse videre til Beskæftigelsesministeriet. Jeg tænkte bare ‘fuck bureaukraterne’ og glemte alt om sagen, men det gjorde ministerierne ikke. Efter ca. 3 måneder fik jeg endnu et brev, hvor Socialministeriet åbenbart havde reflekteret over situationen og skrev, at det alligevel ikke var Beskæftigelsesministeriets resortområde, men hørte ind under Socialministeriet… derefter glemte de tilsyneladende alt – og jeg hørte ikke videre. Til min store fortrydelse er min brevveksling med denne offentlige myndighed ‘afgået ved døden’ i et computersammenbrud. Den var ellers ganske morsom.
Alle disse overvejelser er med til at få lidt mere struktur på, hvad der nu skal ske og klargøre, hvad handlemulighederne er. Nu handler det om at strukturere muligheder, kontakte Jobcenter, klargøre netværk og forberede ansøgninger, der kan sendes ud. Det skal også afklares, hvad der skal ske, når høringsfristen er ovre og fyringen formodentlig effektueres.
