31: Det synlige og det usynlige

Jeg har undervejs i denne Job-Blog fået mange kommentarer fra de, der har læst med. De fleste har været positive forstået på den måde, at mange har skrevet, at de kan kende noget af sig selv i mine indlæg. En kommentar handlede om de handicaps, man ikke kan se...

Et indlæg fra en læser, som jeg tænkte en hel del over, lød i al sin enkelthed: "Vi har også fået fpt ud fra, ingen erhversevne og alle behandlingsmuligheder udtømte. Jeg kan ikke og har ikke lyst til at tage billeder af min hjerne og min sjæl, ligesom du gør med dig selv og dit handicap." Det stod der. Hverken mere eller mindre.

Det vil være en ganske forfærdelig tankegang, hvis vi alle skal til at rykke ud med vores inderste følelser og ligefrem tage billeder af vores sjæl blot for at blive accepteret i et samfund. Det er ganske simpelt uacceptabelt.

Virkeligheden er dog, at særligt mennesker, der har et handicap, som ikke umiddelbart kan ses, bliver oplagte mål for had fra personer og grupper, som vi vel passende kan kalde hetzere. Hetzerne mener eksempelvis, at man ikke er berettiget til pension, hvis man ikke kan 'præstere' en synlig og åbenlys skavank. 

Ikke fordi de mest hårdnakkede hetzere ser med mildere øjne på mennesker med synlige handicap. Også her ved hetzerne, hvad der skal gøres [1]. Men de har sværere ved at overbevise resten af befolkningen om drastiske indgreb over for mennesker med handicap, der har tydeligt invaliderende konsekvenser. Drejer det sig om mennesker med ikke-synlige handicaps, bliver tvivlen straks større - og hetzerne får et større spillerum, der kan give flere 'medløbere'.

Derfor ser disse hetzere det som deres mål at sikre at ingen, eller så få som muligt, kommet til at ligge samfundet til byrde. 'At ligge samfundet til byrde' er i sig selv et hæsligt og nedværdigende sprogbrug.

Ikke desto mindre bruges det. Konsekvensen er, at mennesker, der i årevis har oplevet at de ingen værdi har, skal finde sig i at blive svinet til og kaldt for dovne, hypokondere, igler på samfundet og meget andet uhyggeligt af disse hetzere, der politisk ligger langt ude på den polistiske højrefløj.

Hetzerne går ud i samfundet med forkyndelsen om, at det ikke er en samfundsopgave at spænde et sikkerhedsnet ud under mennesker, der ikke kan klare sig selv. Jeg stødte på følgende indlæg for ikke så længe siden på Facebook, der kan byde alt inden for ekstreme holdninger:
'Kan ikke se det skal være et samfunds problem, hvorfor skal jeg være med til at betale for at andre har valgt at få unger handicap eller ej??? Det må sgu stå for egen regning vis man vælger at former sig.' [2]

Selv om dette sidste citat ikke lige præcis handler om job og arbejde, så er det et udtryk for en holdning til andre mennesker, som jeg finder særdeles bekymrende. Den liberalistiske tankegang om, at alt er et valg, som vi selv er ansvarlige for, brager igennem. 

Tankegangen er jo ikke just ny. Journalisten Ole Birk Olesen beskriver i sin bog "Taberfabrikken" fra 2007 60'ernes Danmark som det 'bedre' samfund, der byggede på en sund neoliberalisme med en tilgang til overførselsindkomster, der byggede på, at '...fordi den almindelige menings fordømmelse af personer, som unødvendigt lå skatteborgerne til last, var hårdtslående…' Der er altså en indre logik i at skabe en stemning mod mennesker, der i et bestemt verdenssyn ligger samfundet til byrde. Deres mål er at genoprette det negative syn på mennesker, der har brug for samfundets støtte.

Ole Birk Olesen er i dag iøvrigt folketingsmedlem for Liberal Alliance og redaktør på netavisen 180grader, der gennem tiden har tilladt en række grove og anonyme udfald mod bl.a. mennesker med handicap.

Jeg kan godt forstå, når mange mennesker med usynlige, og måske især mennesker med psykiske problemstillinger, bliver bange for fremtiden og for, om de skal krænge sjælen ud på sig selv i et forsøg på at opnå accept.

Det er dog nødvendigt at vi som samlet handicapgruppe bidrager med gode modfortællinger, der gør op med hetzernes og højrefløjens ego-propaganda. Det skal ikke nødvendigvis være individorienterede historier, men blot positive historier, der ændrer det stereotype billede, som disse hetzere prøver at sprede af bl.a. mennesker med især usynlige handicap.

Jeg er ikke tilhænger af, at vi stopper hetzerne ved hjælp af lovgivning, så de ikke kan komme til orde. Deres holdninger vil komme frem alligevel og i det tilfælde vil de trives uden synlige tegn på overfladen. Det er vigtigt, at holde fast i, at det er en lille gruppe, der har disse ekstreme holdninger. Det er dog også vigtigt at holde sig for øje, at der fra andre grupperinger, som går langt ind i både Socialdemokraterne og SF, også er en vis lydhørhed over for nogle af synspunkterne, selv om man her formår at udtrykke det lidt pænere. Så meget vigtigere bliver det at få debatteret og gendrive hetzernes argumenter.

Jeg tror, det var Abraham Lincoln, der sagde noget i retning af, at „Du kan sagtens narre alle folk i nogen tid, og nogle folk hele tiden, men du kan ikke narre alle folk altid.“ Det er i disse tider nødvendigt med en tyrkertro på, at det er rigtigt, at man ikke kan narre alle altid. 

Det må ikke lykkes dem, for vi har alle ret til at være her.

-----
Noter:
[1] Et sådant eksempel kan læses på på netavisen 180grader. Indlægget er anonymt og i det står blandt andet, at det er '...relevant at overveje, om samfundet ikke har begået en fejl ved at holde de uproduktive i live.Enten aktiv dødshjælp eller eugenetiske værktøjer er den logiske konsekvens af klynkeriet. Det stopper aldrig, og jeg må indrømme at min smertegrænse er nået.......Dem, der ikke kan forsørge sig selv må leve af almisser eller leve eller dø på naturens biologiske betingelser…'

[2] Indlæg på TV-2 Nyhedernes Facebook-side 30. marts 2013.