1: Intro: ...den dag i januar 2012

Der er blæst til endnu en omfattende fyringsrunde på min arbejdsplads. Og for mit vedkommende blev det så den sidste. Bitter? Nej, men det efterlader både et tomrum – og et slidsomt arbejde foran mig, som jeg vil prøve at sætte ord på her.

Det er onsdag morgen. Den 11. januar 2012. Klokken er nogle minutter i 9. De fleste er mødt op i god tid som vi er pålagt… for det er dagen.

Der er købt morgenbrød ind, som er sat frem i det eneste kontor, der bare nogenlunde kan rumme alle de mennesker, som vi er i enheden. Alle lhar enten mobiltelefonen i den ene hånd eller lige på bordet lige foran sig mellem tallerkner, servietter, brødkrummer og kaffekopper. De af os, der skal ud af vagten vil nemlig modtage et telefonopkald, der skal sikre, at de udvalgte begiver sig til de mødelokaler øverst oppe på gangen, hvor enhedscheferne hver især har bænket sig i de respektive lokaler. Dørene har hver især en lille gul lap på, så det ikke er til at tage fejl af, hvor man skal ind. Det spottede jeg allerede på vej ned ad gangen. Det er jo rart at vide, hvis nu…

Stemningen er trykket. Som så ofte i den slags situationer er stilheden svær at leve med og frygten for det tomme rum sætter ind. Vi må sige et eller andet desperat bare for at holde tankerne på afstand. Alle ved vi, at nogens telefon vil ringe – og så længe det ikke er min, er det jo godt. Nej, det er jo ikke rigtigt… for det er jo så bare en anden, det går ud over. Vi prøver febrilsk at abstrahere fra det faktum, at vi alle konkurrerer til færre jobs, end der faktisk er ansat.

Jeg skal kun have en kop kaffe. Ikke noget brød. Kunne simpelthen ikke få noget ned. Kun kaffen. Det gjorde godt nogle sekunder at kunne lukke sig ind i det trygge lille univers, der hed at få ført den varme kaffe op til munden og ned i det rigtige rør. Uden at spilde.

Ikke alle er til stede i rummet. Klokken er snart 10 minutter over 9 og det er tydeligt, at det er en, der ikke er til stede i lokalet, der er ‘første offer’. Det kan så være én, der er sygemeldt på dagen, så det klares på telefonen, eller det kan være en af bibliotekarerne, der er på vej til at blive udskilt fra vores enhed, men formelt stadig hørte med hos…

Min Telefon ringer. Ikke flere stemmer, der prøver at sige bare et eller andet, der kan holde stemningen, modet, lidt oppe. Telefonen ringer igen, mens min hjælper tænder for den og holder den op til mit øre. Det var ikke, som i en anden soap opera eller en Morten Korch-lignende ting forkert nummer. Det var chefens stemme, der spurgte på en for ham unaturlig og manualagtig måde, om det var mig, hvilket jeg kun kunne bekræfte…

Vejen ned ad gangen var lang. Det var ikke mange tanker, der var plads til. Men alt kredsede om ‘nu er det forbi… nu er det forbi… nu er det…’

Jeg var ventet i døren, og så snart den var lukket bag os, gik hele den formelle del i gang. Om jeg ville have nogen med som bisidder til samtalen? Jeg havde på forhånd aftalt med vores tillidsmand, at jeg gerne ville have ham med, hvis uheldet var ude. Han kom efter tre minutter, hvor der så vidt jeg husker ikke blev sagt mange ord. Alt handlede nu om det formelle, der skulle på plads.

Der blev sagt ordene, som en direktion nu skal sige i sådan en situation – og kun kan sige. Man er pålagt et besparelseskrav, som kun kan opnås ved personalereduktioner og omstruktureringer, som så gør, at man vurderer, at jeg er en af dem, der bedst kan undværes. Derfor påtænkes jeg opsagt efter en høringsperiode på 14 dage. Respekt. Et arbejde, der skal gøres… men med konsekvenser for mig, som jeg tror, at de færreste kender og forstår.

Jeg skal beskæftiges i fleksjob. Det har jeg været siden 2002. Først som freelancer i egen virksomhed. Siden december 2008 i en offentlig styrelse. Et arbejde, som jeg har været utroligt glad for. Et arbejde, som bliver utroligt svært at erstatte. Af flere grunde: for det første fordi fleksjob så at sige ikke hænger på træerne – måske i modsætning til, hvad nogle politikere tror. For det andet fordi jeg skal opfinde mit eget job. Jeg har kun sjældent hørt om nogen, der søger en journalist i de ca. 15 timer jeg skal beskæftiges – og jeg skal derfor også overbevise om både arbejdskompetencer, sociale kompetencer og arbejdstid er lige netop er det, en arbejdsgiver har brug for – ofte før han/hun selv har tænkt tanken.

Det bliver en svær, men ikke umulig, opgave. En rejse, som jeg gerne vil invitere dig med på. Skibet er sat i søen. Hvor jeg kan styre hen, ved jeg ikke endnu. Det kommer an på vind, med og mod, på en masse mennesker – og især én: mig selv. Jeg må stå ved roret hele tiden for at holde kursen… jeg kan ikke forvente, andre gør det for mig. Nogen vil hjælpe. Andre vil ikke – eller prøve at ændre kursen. Tilbage står: Vil du følge rejsen så værs’go. Skibet er ladet…