9: ...at løfte store opgaver

Man kan få mange nye indspark ved et besøg på det lokale Job-Center. Jeg blev forleden blandt andet belært om, at ‘Du kan godt have fysisk handicap og samtidig løfte store opgaver’…

Forleden havde jeg lovet en af mine venner at gå med, da vedkommende skulle til en samtale på vores lokale jobcenter om at komme videre efter et sygeforløb.

Allerede ved indgangen blev vi mødt af store roll-ups, der i hver deres farvestrålende stil og sprog fortalte om de mange muligheder, der venter på os mennesker, hvis vi blot forstår at gribe vores chancer og muligheder på det marked, som vi her helt entydigt bevægede os ind på.

Både roll-ups og plakater står placerede ikke blot ved indgangen, men over hele området og gør det til en slags labyrint, vi skal igennem, for at nå frem til de meget søde og imødekommende mennesker, der skal prøve at guide os frem mod en lysere fremtid.

8: Et 'filosofisk' break (1)

I dagens udgave af Job-Blog har jeg et lille break og prøver at løfte blikket lidt for at se på, hvad vi har opnået i den tid, jeg har beskæftiget mig med handicappolitik. Konklusionen må vel være: dagen er stadig en kamp.

I går sluttede jeg med at konstatere, at jeg kan overinformere om min funktionsnedsættelse og dermed fjerne fokus fra det væsentlige: mine faglige og personlige kvalifikationer. Jeg tror, at det både gælder den rent faglige side af sagen, men det gælder også en lang række andre forhold.

Jeg har været med i handicappolitik i snart 40 år. I perioder meget tæt på selve handicappolitikken – og i perioder gennem mit mere generelle politiske arbejde. Det giver mig anledning til et lille ‘break’ her med hensyn til min egen jobsøgning og i stedet løfte blikket for at se på, hvad vi har opnået på den tid. Det giver mig også anledning til at vende tilbage til en problemstilling, som jeg slap i et tidligere indlæg, hvor jeg nævnte, at en ’sagsbehandler’ havde sagt til mig, hvorfor jeg ikke blot fik min pension.

7: Hvor meget og hvor lidt?

Jeg kan både over- og underinformere om min funktionsnedsættelse, når jeg ansøger om et job. Begge dele kan både være godt og skidt – og forkert balance falder kun tilbage på mig selv…

Forestil dig, at du er ude og søge et job. Du er meget interesseret i at få jobbet, så du har forberedt dig godt på at fortælle om alle de kvalifikationer, du har, og som vil passe lige ind i det, virksomheden efterspørger. Du giver dig god tid, da du ankommer til den store bygning og betragter den lidt, inden du bevæger dig op ad den stilfulde hovedtrappe. Indenfor finder du receptionen, hvor du af den smilende receptionist får at vide, at HR-afdelingen, hvor du skal til samtale, ligger lige op ad trappen og ind til venstre. På vej op ad trappen møder du adskillige mennesker, der ivrigt snakkende sammen passerer dig. Du kan høre, at de engageret taler om projekter, som de arbejder med. Du når også at tænke, at her vil du gerne arbejde… Du når frem til rummet, hvor samtalen skal finde sted. Du får hilst på de meget imødekommende mennesker, der udgør ansættelsesudvalget. Du får også taget den kasket af, som har dækket dit ildrøde hår. I det øjeblik bliver der lige pludseligt meget stille i rummet og du kan med ét mærke, at du helt mister kontakten. Det bliver HR-chefen, der kommer med forklaringen: indehaveren kan ikke klare rødhårede, og en ansættelse kan derfor ikke komme på tale. Du får slet ikke brug for at fortælle om dine kvalifikationer, og du må gå igen med uforrettet sag.

6: Uden netværk dur du ikke!

Et langt overvejende flertal af jobs inden for mit arbejdsfelt, journalistikken, besættes uden opslag. Derfor har jeg også en lang række gøremål i at gøre samme netværk opmærksom på, at jeg er på markedet.

Inden for de såkaldte kreative jobcirkler, jeg vel må siges at bevæge mig, handler det om at kende nogen, der måske kender nogen, der måske kan bruge én med mine faglige og personlige kvalifikationer. Umiddelbart bryder jeg mig ikke om at kalde journalistik for et kreativt arbejde, for kreativiteten består mest i at se fortællingen og formidle den, så budskabet står klart. Det kalder naturligvis på en vis portion kreativitet, men de fleste, der har beskæftiget sig med faget, ved, at processen består af langt mere: at få ordene til at makke ret, så de udgør en loyal fortælling. Men lad det nu ligge. Blot en påpegning af, at journalistik i høj grad også er et håndværk.

5: Profil og reflektion

At kunne bidrage og kunne være med til at sætte nogle vigtige vinkler på en arbejdsfunktion er for mig noget af det vigtigste med et arbejde. Derfor ligger der en række vigtige reflektioner over, hvem og hvad, der kan være målgruppen for min jobsøgning.

At kunne levere vigtige bidrag i et job (og det må vel være en vægtig grund til at arbejde) kræver kompetencer, der for mig at se hentes fra det faglige felt og fra det personlige felt. Som mennesker ’slæber’ vi rundt på bagager, hvor disse to elementer spiller en væsentlig rolle. De kan hver især både være vigtige redskaber for forståelse og udvikling – men så sandelig også det modsatte.

En ‘hurtig’ og nok lidt mekanisk opfattelse vil kunne indplacere mig i en organisation, forening eller myndighed, der beskæftiger sig med handicap og nedbrydning af barrierer. Der er sådan set ikke noget galt med denne opfattelse, for det er jo rigtigt spottet, at det vil give en optimal udnyttelse af såvel personlige som faglige kompetencer. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed at mine egne tanker går i den retning. Det betyder også, at der er god grund til at udfordre denne tænkning. Dels giver det et ganske begrænset jobfelt. Dels er de steder, der i øjeblikket kunne efterspørge disse kompetencer, i dag underlagt så stramme betingelser at arbejde under, at de er tvunget til at være skarpe på at målrette deres indsats. Det i sig selv er grund nok til at se lidt bredere ud.

4: Lidt praktisk og lidt formalia

De formelle krav skal være opfyldt – og så er der en masse, der skal tages stilling til inden det hele når sin slutning og en ny begyndelse.

Uanset hvad, er der en masse pratiske formalia, der skal være i orden. Der er mulighed for, at de, hvor fyringen bliver en realitet, kan blive fritstillet.

Jeg hører til dem, der ikke har lyst til at skulle fortsætte på en arbejdsplads, hvor jeg ved, at jeg snart skal slutte. Derfor ved jeg også, at jeg tager mod tilbuddet om at blive fritstillet til fyringen eventuelt træder i kraft. Jeg aftaler med min chef, at jeg gør den opgave færdig, jeg er i gang med, i høringsperioden. Så er jeg klar til afskeden med mange gode kolleger, hvis fyringsperioden træder i kraft 1. februar. Fra den dag begynder det at tælle ned: der er 4 måneder, helst kun tre, til at finde et nyt job.

3: Videre... men hvordan?

Jeg kan ikke blive ved med at have ondt af mig selv blot fordi jeg er blevet fyret. Det er der sgu så mange, der bliver hver eneste dag. Det er jo blot en del af den virkelighed, det knytter sig til den produktionsform og den måde som ‘vi’ har valgt at organisere samfundet på.

Efter at have sundet mig nogle dage, hvor alskens tanker, sortsyn, woodooting med nedkaldelse af forbandelser over diverse beslutningstagere og hvad der nu ellers hører med, er det tid til at vågne. Tid til at tage nogle beslutninger.

Jeg ved, at én ting er helt sikkert: jeg vil ikke gøre indsigelse over den påtænkte fyring, selv om mit forbund syntes, vi skulle overveje det. Det syntes jeg ikke. Slet ikke med en begrundelse om, at det ikke er fair, fordi jeg er i fleksjob. Vi har som mennesker med handicap et ønske om at være en del af arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre. Så må vi være det både på godt og på ondt. Ganske indlysende og fair. Naturligvis skal vi i fleksjob være underlagt de samme betingelser som alle andre. Det er jo en af målsætningerne med lovgivningen, som er en kompensationslovgivning. Vi skal have en selvjustits, der siger, at vi ikke er fredede eller skal tiltage os eller påkalde os særrettigheder. det er den eneste måde ’systemet’ kan fungere på.

2: De første dage efter

Det er ikke nogen behagelig situation for nogen at skulle igennem den samtale, der fortæller, at der ikke længere er brug for ens evner på arbejdspladsen. Det være sig inden for mit eget fag, inden for andre faglærte områder eller som ufaglært. Jeg må erkende, at jeg sikkert tilhører den meget priviligerede gruppe, der har alle tænkelige ressourcer til rådighed for at ændre på situationen.

At komme ud fra samtalen med min tillidsmand ved min side var en stor lettelse. De nødvendige papirer var underskrevet og processen sat i gang. Der er nu 14 dage til at gøre indsigelse. Vi taler lidt om det ude på gangen og min tillidsmand siger, at ifølge hans beregninger var der en fejl i varslingsbrevet: min anciennitet betød, at jeg havde 4 måneders varsel og ikke de 3 angivet i brevet. Det blev senere bekræftet af ledelsen. Det gav da en måned ekstra til at finde et nyt job.

1: Intro: ...den dag i januar 2012

Der er blæst til endnu en omfattende fyringsrunde på min arbejdsplads. Og for mit vedkommende blev det så den sidste. Bitter? Nej, men det efterlader både et tomrum – og et slidsomt arbejde foran mig, som jeg vil prøve at sætte ord på her.

Det er onsdag morgen. Den 11. januar 2012. Klokken er nogle minutter i 9. De fleste er mødt op i god tid som vi er pålagt… for det er dagen.

Der er købt morgenbrød ind, som er sat frem i det eneste kontor, der bare nogenlunde kan rumme alle de mennesker, som vi er i enheden. Alle lhar enten mobiltelefonen i den ene hånd eller lige på bordet lige foran sig mellem tallerkner, servietter, brødkrummer og kaffekopper. De af os, der skal ud af vagten vil nemlig modtage et telefonopkald, der skal sikre, at de udvalgte begiver sig til de mødelokaler øverst oppe på gangen, hvor enhedscheferne hver især har bænket sig i de respektive lokaler. Dørene har hver især en lille gul lap på, så det ikke er til at tage fejl af, hvor man skal ind. Det spottede jeg allerede på vej ned ad gangen. Det er jo rart at vide, hvis nu…